Land og by

Randers Bibliotek giver 1000 bøger væk

Børnebibliotekar Bettina Sommer Bach har været i gang med det helt store indkøb. Foto: Randers bibliotek

Der er indkøbt bøger til den store guldmedalje – helt præcist for 140.000,- kr.

I finansloven for 2021 blev der afsat hele 25 millioner kroner til at fremme børns møde med litteraturen. Der blev oprettet en pulje kaldet; BOGglad, hvor det var muligt for biblioteker at ansøge om helt nye bøger og bogsamlinger til vuggestuer, børnehaver, SFO’er m.m. BOGglad er rettet mod børn i alderen 0 – 12 år. 

Randers Bibliotek har været på banen med en ansøgning, og i den forbindelse fået bevilliget ca. 140.000 kr. til bogindkøb. Børnebibliotekar Bettina Sommer Bach, der er projektleder på BOGglad, fortæller: “Vi var super glade for det positive svar fra BOGglad, og gik naturligvis straks i gang med at indkøbe nye bøger til projektet. Sammenlagt er der indkøbt 989 bøger, så pladsen på vores ‘børnekontor’ begynder at blive lidt trang”. 

BOGglad-puljens formål har været at understøtte og stimulerer børns lyst til litteratur, og netop ved at materialer indkøbes, kan de aktiveres og gøres let tilgængelige rund om på udvalgte institutioner. 

“Vi har lavet et samarbejde med Havndal Børneby, som består af dagplejere, børnehave og SFO samt Børnehuset Lervangen, som er en kombineret børnehave og vuggestue. Jeg glæder mig meget, til at aflevere alle bøgerne, så læselysten for alvor kan blive stimuleret”, slutter Bettina Sommer Bach.

Kommentarer