Debat og politik

Radikale Venstre og Kristendemokraterne indgår valgforbund

Radikale Venstre og Kristendemokraterne i Randers Kommune har indgået valgforbund. På billedet ses fra højre: Niels-Erik Mulvad, spidskandidat Kristendemokraterne, Max Munch, formand Kristendemokraterne, Mogens Nyholm, spidskandidat Radikale Venstre, Søren Mikkelsen, formand for Radikale Venstre. Pressefoto

Midterpartierne Kristendemokraterne og Radikale Venstre har valgt at indgå valgforbund ved kommunalvalget til november måned. Aftalen betyder samtidig, at Mogens Nyholm ikke er i spil som borgmesterkandidat. Det er vigtigere med mandater end titler og poster, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de to partiorganisationer.

Allerede i dag virker Radikale Venstre som politisk brobygger i Randers Byråd, og det er en lignende position Kristendemokraterne ser sig selv i, hvis de vælges til Randers Byråd. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra de to partier, som netop har indgået valgforbund.

– Kristendemokraterne vælger at indgå valgforbund med Radikale Venstre. Det gør vi fordi vi mener, at det er vigtigt, at der i Randers Byråd findes rigtige midterpartier. I de seneste år har vi kunnet iagttage, hvordan Radikale Venstre ved budgetforligene ser ud til at have været en god brobygger. Det er en rolle vi gerne ser Kristendemokraterne komme i. Randers byråd har brug for endnu et midterparti, til at supplere Radikale. Vi tilbyder også nogle værdier, som ikke ses i byrådssalen i dag. Vi er et borgerligt midterparti, lyder det fra Kristendemokraternes formand Max Munch, Assentoft.
– I dag består byrådet af to store partier og en række små. Jeg tror, at det vil være godt for samarbejdet i byrådet, om de mindre partier styrkes. Jeg tror, at det vil give et mere ligeværdigt og frugtbart samarbejde, siger han.

Radikale Venstres formand, Søren Mikkelsen, Gjerlev, er glad for valgforbundet med Kristendemokraterne.

– Det er vigtigt at have partier, der formår og ønsker at bygge bro mellem byrådets partier. I de seneste to års budgetter har Radikale Venstre påtaget sig den rolle, at få kittet tingene sammen. Det har klart givet indflydelse, men vi er også klar på, at skal det lykkedes at få Konservative og SF til at nå hinanden, er vi Radikale nødt til at være bevidste om, at der kræves en bropille i midten for at binde samarbejdet hen over midten sammen. Vi er for eksempel nødt til at træde et skridt tilbage nogle gange med hensyn til egne ambitioner, så fornuftige og holdbare forlig kan indgås. I de seneste par år, har vi så gjort det på nogle stræk, siger formanden og tilføjer:

– I indeværende valgperiode har vi haft et fortrinligt samarbejde med SF, de konservative og socialdemokraterne – blandt andet ved de seneste to års budgetter. Det har været rigtig godt for vores kommunes borgere og samarbejdsklimaet i Randers Byråd, og jeg er sikker på, at efter valget KD blive en god medspiller på midten.

Ønske om stærkere midte i byrådssalen

Aftalen mellem Kristendemokraternes og Radikale Venstre er ifølge pressemeddelelsen politisk uforpligtende, og valgforbundet stiller heller ikke med egen borgmesterkandidat.

– Det vigtigste for os er, at vi kan få valgt et byrådsmedlem. Ved sidste folketingsvalg var vi meget tæt på at komme i Folketinget, og aktuelle landmålinger viser fremgang, påpeger formand for Kristendemokraterne i Randers, Max Munch.

Partiforeningen har for nylig valgt spidskandidat, og det er Niels-Erik Mulvad fra Kristrup, som for første gang skal stå i spidsen for partiet.

– Vi håber, at vælgerne i Randers kommune ser fordelen ved at få et midterparti mere i Randers Byråd, så der i alt er to. Jeg mener klart, at vores spidskandidat Niels-Erik Mulvad vil blive et meget kompetent byrådsmedlem. Niels-Erik er meget motiveret til at prøve kræfter med byrådsarbejdet, lyder det fra formanden.

Ingen Radikal borgmesterkandidat

Radikale Venstre er med på, at valgforbundet ikke stiller med en borgmesterkandidat ved det kommende kommunevalg.

– Ved tidligere valg har vi haft Mogens Nyholm i spil som borgmesterkandidat. Det gør vi ikke denne gang. Det handler blandt andet om, at vi mener, det er urealistisk, vi får posten. Vores vurdering er, at visse partier aldrig vil tillade, at en borgmester vælges fra et mindre parti, uanset evnerne og arbejdsomheden, siger Søren Mikkelsen, formand for Radikale Venstre.

– Mogens Nyholm er Radikales spidskandidat, men det er vigtigere for os, at vi får mandatfremgang mere end titler og poster. Vi vurderer, at Randers byråd mest af alt har brug for en stærkere midte; til at bygge bro mellem de realpolitiske partier, men også til at udfordre de større partier, det er der nemlig også brug for. De store partier kan nogle gange blive for ‘dygtige’, siger Søren Mikkelsen.

Begge partier er enige om, at det parti, der vil give størst politisk indflydelse til netop deres parti, er afgørende for, hvor borgmesterkæden placeres. Først på valgnatten træffer begge partier den endelige afgørelse om dette.

Både Radikale Venstre og Kristendemokraterne er ved at finde kandidater til byrådsvalget. Coronaen har forsinket processen, men begge partier forventer holdene er sammensat senest til sommer.

Kommentarer