Purhus

Purhus kan rydde bordet til Sportsfejring 2016

Purhus Idrætsforening på scenen sammen med to andre foreninger, hvor de blev fejret i stor stil på Gerlev Idrætshøjskole, da de i 2016 fik prisen som danmarksmester i foreningsudvikling Foto: Adam Wied Hatting

Purhus Idrætsforening er nomineret til begge kåringer af  foreninger til Sportsfejring i Randers, når priserne uddeles i Randers Arena på lørdag den 28. januar. 

Purhus Idrætsforening, eller bare Purhus IF, er efterhånden blevet til et mønstereksempel på, hvad frivillige kræfter kan gøre, hvis de tager sagen i egen hånd, og det er efterhånden kendt udenfor lokalområdet.

Sidste år vandt Purhus IF, som er en sammenlægning mellem Asferg IF og Gassum IF, Danmarksmesterskabet i foreningsudvikling foran 24 foreninger fra hele Danmark. Her tog Henrik Vangsted også til Boxen i Herning med en stor skare foreningsfolk, fordi han var blevet nomineret til prisen som Årets Energibundt grundet sit arbejde for Purhus IF.

Nu får foreningen den 28. januar igen mulighed for at hente priser hjem til det nordvestlige hjørne af kommunen, når de randrusianske idrætsudøvere fejres med et show i Randers Arena den 28. januar.

Purhus IF er nomineret til Initiativprisen og Klubpokalen, der er de to priser, der er på på spil for foreningerne i Randers Kommune.

Initiativprisen

Initiativprises, der er ledsaget af en check på 10.000 kroner, tildeles den forening, der eksempelvis har opnået stor medlemsfremgang, og som har iværksat et innovativt projekt, styrket rekruttering, uddannet unge ledere, eller på anden måde markeret sig. Følgende står om kåringen af Purhus IF, der er nomineret sammen med Randers KFUM og Randers gymnastiske forening.

“Purhus IF er super aktive og altid med, når der sker noget. Mange engagerede ildsjæle gør en god frivillige indsats. Klubben er rollemodel, når vi taler om at have en samlende profil og få ting til at lykkedes. De ser – i modsætning til andre – ud over egen bygrænse og inviterer nabobyer ind. De ser ikke andre små byer og foreninger som konkurrencer, men stærke samarbejdspartnere.”

Klubpokalen

Derudover har Purhus IF også mulighed for at vinde Klubpokalen, der første gang uddelt i 1961 og ledsages af en pokal og en check på 5000 kroner. Om Purhus IF, der er nomineret sammen med Randers KFUM og Randers Freja Atletik, lyder det således:

“Purhus Idrætsforening nomineres for deres allround-udvikling. Derfor vandt de også DM i foreningsudvikling blandt 24 foreninger fra hele landet. Har gennem det frivillige arbejde – og ikke mindst med udbygningen af deres facilitet Træningshuset – skabt et stærkt sammenhold i lokalområdet. Gå-på-mod, vedholdenhed og en positiv tilgang er nøgleord for alle involverede. Det tiltrækker flere frivillige, nye medlemmer og nye aktiviteter. Foreningen samarbejder nu også med skole og sundhedscenter”.

Læs artikler om Purhus IF nedenfor:

 

 

Kommentarer