Samfund

Professionelle køkkener har fået et fagudvalg i Økologisk Landsforening

De professionelle køkkener får eget fagudvalg i Økologisk Landsforening. Det skal sætte endnu mere turbo på den grønne og økologiske omstilling af måltiderne. Foto: Økologisk Landsforening.

De professionelle køkkener spiller en væsentlig rolle, når det handler om at få mere økologi på menuerne i både restauranter, kantiner og offentlige institutioner. Og nu bliver der sat endnu mere turbo på med et helt nyt fagudvalg for professionelle køkkener, der bl.a. skal være sparringspartner for Økologisk Landsforenings bestyrelse og politiske arbejde for mere og bedre økologi.

Både når det gælder en økologisk og en grøn omstilling af vores måltider, spiller de professionelle køkkener en afgørende rolle. Alene i 2019 steg salget af økologiske råvarer til de professionelle køkkener med 11 pct., og det forventes at stige yderligere i de kommende år, når der for alvor skal fart på den grønne omstilling af måltiderne.

Ved et stiftende årsmøde i begyndelsen af april etablerede Økologisk Landsforening et helt nyt fagudvalg for de professionelle køkkener for at give plads og stemme til endnu mere økologi og bæredygtighed på menukortene.

”Vi sætter en milepæl med oprettelsen af et udvalg for professionelle køkkener, der understøtter den strategi, som Økologisk Landsforening arbejder ud fra. Vi skal bevæge os fra at være en landbrugsfaglig brancheorganisation til at være en bred interesseorganisation, der repræsenterer hele den økologiske værdikæde og heri spiller de professionelle køkkener en afgørende rolle,” siger Helle Borup Friberg, direktør for Økologisk Landsforening.

Fagudvalget skal bl.a. være sparringspartner for ledelse og bestyrelse i Økologisk Landsforening, samt understøtte det politiske arbejde for at fremme økologien med input fra de mennesker, der er helt tæt på hverdagen i de professionelle køkkener.

”De ved præcist, hvilke udfordringer, der kan være i hverdagen, og de har praktisk indsigt i, hvad der skal til for at nå i mål med både en grøn og en økologisk omstilling af vores måltider,” siger Rikke Grønning Thorøe, der er fagsekretær for det nye udvalg.

Etableringen af fagudvalget understøtter desuden den udvikling, som er sat i gang fra politisk side, hvor de offentlige køkkener i begyndelsen af april fik tilført 40 mio. kr. fra finansloven til økologisk omstilling og yderligere 11 mio. kr. til bl.a. at udvikle Det Økologiske Spisemærke, som en del af minkaftalen.

Formand for fagudvalget er Mona Carøe, der til dagligt er cheføkonoma ved Regionshospitalet i Randers. Derudover består udvalget af følgende medlemmer: Søren Buhl, EAT Skolemad, Mads Dreyer, Skolerne i Oure, Heidi Hansen, Hahnemanns Køkken og Rikke Fjalland, Madsen & Fjalland. Erik Vithner fra Annis Madhus blev valgt som suppleant.

Udvalget vil bl.a. arbejde med, hvordan der kan indføres mere økologi i de professionelle køkkener, styrke netværket blandt professionelle køkkener og have fokus på nye afsætningsmuligheder.

Kommentarer