Kultur

Prøv havespil til Open By Night og lån med hjem

Sonja Overgård Vestergaard afprøver de nye havespil på Jens Otto Krags Plads foran Biblioteket. Foto: Randers Bibliotek

Brætspil og puslespil har vundet indpas blandt brugerne af Randers Bibliotek, og nu udvider biblioteket sortimentet med et udvalg af havespil som for eksempel kongespil, stigegolf og kroket. Man kan prøve havespillene til Open By Night i Randers City fredag den 1. september 2023 på Slotspladsen.

Det er længe siden, man kun gik på biblioteket for at låne bøger. Nogle kommer der for oplevelser, andre kommer for fællesskaber og hygge, mange kommer for at få inspiration og hjælp til informationssøgning – men selvfølgelig også for de mange ting, man kan låne med hjem.

Udover bøgerne kan man for eksempel også låne brætspil, magasiner, fagblade, rygsække med naturgrej, discgolf, puslespil, erindringskufferter, affaldssnappere, ukuleler  – og nu også havespil.

– Havespil er en fantastisk måde at være sammen på, og der findes mange sjove og underholdende spil at vælge imellem. På Randers Bibliotek har vi indkøbt et lille udvalg af populære havespil til udlån, og vi glæder os til at vise dem frem til Open By Night, siger Sonja Overgård Vestergaard, biblioteksassistent på Randers Bibliotek.

Man kan blandt andet låne kæmpe-mikado, dåsekast, faldskærmespil og det populære smash ball. Randers Bibliotek er til stede på Slotspladsen fra klokken 14 til 18, hvor man også har mulighed for at vinde nogle af havespillene såsom kongespil og stigegolf.

 

Kommentarer