Randers By

Populær tyggegummi-kampagne i Randers

Nanna Andersen sætter tyggegummi på en stemmeplade ved Busterminalen. Foto: Randers Kommune

Afstemningen med tyggegummi rundt om i Randers er faldet i god jord. De grønne plader er efterhånden blevet godt plettede af tyggegummi, der måske ellers var havnet på asfalten. 

– Det er et sjovt initiativ, der får mig til at trække på smilebåndet og tænke mig om. Jeg må indrømme, at jeg tidligere kunne finde på at spytte tyggegummi på gaden, men det er slut nu, siger Nanna Andersen, der er buspendler.

Marianne Mathiasen, der er buschauffør i Randers, synes også godt om det humorisitiske puf til tyggegummi-tyggerne.

– Det er er en alternativ kampagne, der forhåbentlig sætter en stopper for alle de grimme tyggegummipletter på fliser og fortove. Cigaretskod og tyggegummi er et stort problem i det offentlige rum, fordi folk ikke tager ansvar for deres eget affald, oplever Marianne Mathiasen.

Positiv opmærksomhed

Udover grønne stemmeplader ved Busterminalen er der også opstillet en to meter høj søjle i Storegade fyldt med spørgsmål, som borgerne kan svare på med deres brugte tyggegummi. Tyggegummikampagnen begyndte at rulle 28. juni, og Frank Nørgaard, der er formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune, er overordentlig tilfreds med borgernes modtagelse af de nye affaldstiltag:

– De grønne stemmeplader afføder positiv opmærksomhed. Indtil videre er det især stemmepladerne ved Busterminalen, som borgerne har fyldt med tyggegummi, inden de stiger på bussen, men også den iøjnefaldende søjle til tyggegummi i Storegade er blevet brugt flittigt. Jeg glæder mig til at følge kampagnen henover sommeren og håber selvfølgelig, at den vil gøre en forskel,” siger Frank Nørgaard.

I august gælder det skoddene

Tyggegummikampagnen er led i Randers Kommunes nye affaldsprojekt, Ren Randers – jeg gør det. Projektets mål er at gøre Randers til en ren og attraktiv kommune ved at reducere mængden af henkastet affald i det offentlige rum. Det skal blandt andet ske ved at ændre borgernes adfærd og holdninger til affald med kampagner, aktiviteter og nye affaldsløsninger de kommende år. I august laver projektet en skodkampagne, hvor der sættes nye iøjnefaldende askebægre op. Askebægrene ligner en stående cigaret, så rygere ikke længere kan undskylde sig med, at de ikke kan finde askebægre til deres skod.

Kommentarer