Randers By

Podere hjælper til på social- og omsorgsområdet henover sommeren

Siden februar har podere kørt rundt på skolerne i Randers Kommune og testet både elever og medarbejdere for Covid-19. Nu er skolerne gået på sommerferie, og derfor har Randers Kommune udlånt podere til at dække ind på social- og sundhedsområdet, hvor der er mangel på arbejdskraft henover sommeren.

Det store kviktesttest-setup, der siden februar 2021 har rullet på skolerne i Randers Kommune med stor succes, har ikke brug for den samme kapacitet henover sommeren, hvor det kun er SFO’erne, der holder åbent. Derfor er flere af poderne blevet udlånt til ufaglært arbejde på social- og omsorgsområdet, der mangler arbejdskraft henover sommeren.

“Det er med stor taknemmelighed, at vi tager imod den hjælp. Det betyder enormt meget for vores børn, at det er nogle, der vil dem. Og vi har fået en rigtig positiv, ung mand ind, der gerne vil tage fra og hjælpe til – og det på trods af, at han jo egentlig havde ansøgt om at blive poder. Vi er rigtig glade for initiativet, og det giver så god mening, at ressourcerne bliver fordelt på den måde,” fortæller Lotte Uldbjerg, der er bostedsleder ved Specialindsats for Børn & Unge Mellerup – en døgninstitution for børn og unge.

Poderne varetager forskellige funktioner som madlavning, rengøring i hjemmeplejen og assistance på botilbud. Iblandt poderne er der også personer, der er faglærte inden for social- og sundhedsområdet og som derfor også kan varetage andre opgavefunktioner. Det gælder blandt andet for Tue Gudnitz, der henover sommeren er midlertidig udlånt til ældrecenteret Bakkegården.

“Jeg har tidligere arbejdet som SOSU-assistent, og derfor har jeg det rigtig fint med at skulle varetage opgaver her på Bakkegården henover sommeren – det er som at komme tilbage til det jeg kender og kan. Og så er det samtidig en måde, hvor jeg kan finde ud af, hvad jeg skal senere hen, når min kontrakt som poder udløber. Derfor er det her en rigtig god måde for mig at finde ud af, om det måske er sådan et sted, som jeg skal søge hen til senere,” fortæller Tue Gudnitz, der er ansat som poder og nu også som assistent på Bakkegården.

Når skoleeleverne kommer tilbage til august, skal poderne tilbage på skolerne, hvor de skal fortsætte med at køre ud med det mobile kviktest-setup.

Kommentarer