Coronanyt

Pip af Corona: Kreativ støtte til kræftramte børn

Børnene i Jennumparkens Fritidshjem har fået pip af Corona. Nu slipper de deres kreative evner løs og hjælper kræftramte børn i samarbejde med billedkunstner Hanne Falk.

Der var godt gang i med arbejdet med verdensmålene i Jennumparkens Fritidshjem, da der blev sat en stopper for alle aktiviteter på grund af Corona. Børnene havde før nedlukningen taget en masse genbrugsmaterialer med, og nu har de besluttet at hjælpe billedkunstner Hanne Falk med et projekt for Kræftens Bekæmpelse.

– Vi laver Corona-fugle, som bliver udstillet på Galleri Randers. Vi har lavet Curt og Connie og er nu i gang med at lave fugleunger. Børnene og pædagogerne har haft det fantastisk sjovt med skabelsesprocessen, og projektet går fint i tråd med vores fokus på verdensmålene – fortæller Birgitte Sørensen, leder af Jennumparkens fritidshjem.

Idéen til Corona-fuglene er skabt af billedkunstner Hanne Falk i samarbejde med Galleri Randers. Hanne Falk er frivillig i Kræftens Bekæmpelses afdeling i Randers indenfor området “Røgfri fremtid”. Galleri Randers er en af partnerne i det lokale projekt “Sammen om røgfri fremtid”.

Der er plads til mange flere fugle i volieren, og alle interesserede kan bidrage med en fugl. Galleri Randers tager imod Corona-fugle indtil 31. maj, eller indtil det bliver muligt at holde fernisering og auktion. Herefter vil fuglene flyve til deres nye hjem og overskuddet delt ud.

Fakta om Corona-fuglene
·Alle interesserede kan bidrage med deres eget fugle-kunstværk.

·Fuglene skal være minimum 20×20 cm.

·De skal leveres til Galleri Randers med et ophæng.

·Værkerne kan fremstilles af træ, pileflet, tråd, genbrugspapir/genbrugsmaterialer, karton, pap, ler, dekorationsbeton, males på sten, fotograferes eller hvad der lige er ved hånden.

·Fuglene kan afleveres i Galleri-Randers i åbningstiden, stilles ved galleriets postkasse inden for døren ved siden af galleriet eller sendes med posten Vester Kirkegade 14, 8900 Randers C. Vedhæft dit navn på fuglen.

·Salget går ubeskåret til kræftramte børn via en donation til Hospitalsklovnene, så de fortsat kan sprede glæde blandt kræftsyge børn indlagt på sygehuset.

Kommentarer