Randers By

Pia Nyholm til Det Konservative Folkeparti

Pia Nyholm slutter sig til Det Konservative Folkeparti.

Pressemeddelelse af Pia Nyholm, Krogagervej 76, Blenstrup, 8983 Gjerlev, Blenstrup

Partiskifte.

Det er vist gået op for de fleste avislæsere og politisk engagerede i Randers, at jeg efter eget ønske, ikke mere er medlem af Dansk Folkeparti.

Alligevel vil jeg gerne benytte lejligheden, til at takke mange af de dejlige mennesker jeg gennem mit medlemskab og arbejde for partiet har mødt for både deres støtte, loyalitet og venskab, samt ønske dem held og lykke i fremtiden.

Jeg er ikke færdig med at ville yde en indsats for Randers og har derfor valgt at slutte mig til Det Konservative Folkeparti.

Dog skal jeg lige vænne mig til et parti med ”højt til loftet”. Et parti hvor ytringsfrihed, politisk medbestemmelse og ikke mindst ordentlighed og anstændighed trives.

Socialpolitik i borgerlige partier i Randers er efter min mening en meget, meget sjælden vare. Så jeg er derfor glad for at jeg i Det Konservative Folkeparti Randers kan være med til at arbejde for en borgerlig socialpolitik, hvor man sætter #mennesker først.

Mine hovedprioriteter er stadig veteraner, udsatte børn og unge, voldsramte kvinder, hjemløse samt ikke mindst handicappede borgere. Intet har ej heller ændret sig i min EU skepsis eller modstand mod religiøs særbehandling.

Jeg er sikker på at både jeg og Det Konservative Folkeparti Randers, nu og i fremtiden, vil blive en gevinst for hinanden.

Kommentarer