Samfund

Penge på vej til uddannelse på ældreområdet

Sektorformand Inge Rasmussen, Social- og sundhedssektoren.

Finanslovens midler til 1000 nye ansatte på ældreområdet bliver udnyttet maksimalt i kommunerne i FOA Randers’ område – beregninger viser, at det kan betyde op imod 40 nyuddannede medarbejdere pr. år indtil 2024.

Samtidig skabes et tilsvarende antal uddannelsesstillinger, hvor ledige får mulighed for at komme i arbejde inden for et område, der sukker efter flere hænder.

”Vi kan med glæde konstatere, at de kommuner, vi samarbejder med, alle har søgt de fulde beløb fra Socialstyrelsen i 2021”, siger sektorformand Inge Rasmussen og fortsætter: ”Det viser, at der er et ønske om at forbedre forholdene på ældreområdet – både i forhold til flere hænder og i forhold til flere faglærte medarbejdere.”

Området er hårdt ramt, og det har stået på alt, alt for længe. Den seneste sundhedskrise har bare lagt yderligere på et område, der lider under mangel på medarbejdere generelt og faglærte medarbejdere i særdeleshed.

”Vi har igennem længere tid forsøgt at få kommunerne til at tage rekrutteringsudfordringerne alvorligt. Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om ond vilje nærmere en går-den-så-går-tanke, men nu går den ikke længere”, slår Inge Rasmussen fast. ”Derfor er det også glædeligt, at vores samarbejdskommuner nu begynder at tage hånd om problemerne.”

Hvordan midlerne skal udmøntes i praksis, ligger endnu ikke fast og FOA har stillet sin bistand til rådighed i forhold til både beregninger og ledige, der kan overtage arbejdet, når de faste medarbejdere skal i uddannelse.

”Det er ingen hemmelighed, at ledigheden er historisk lav inden for FOAs område, men heldigvis har vi et godt samarbejde med både jobcentre og de andre fagforeninger, så jeg er sikker på, vi nok skal finde dygtige medarbejdere til at tage over, og måske får nogen lyst til at tage uddannelse og blive i faget, når de finder ud af hvor meningsfuldt og givende det er at arbejde inden for området”, slutter Inge Rasmussen.

Kommentarer