Randers By

Penge til mere cykling og hurtigere busser

Randers Kommune har lagt fokus op cykelforholdene, så borgerne nu kan se frem til markante forbedringer. Pressefoto

Øget trafiksikkerhed for cyklende skolebørn, ny cykelsti på Vestervold og bedre fremkommelighed for busserne på Århusvej i Randers er nogle af de mange nye tiltag, som borgerne kan glæde sig til.

Randers Kommune har fået 3,5 millioner kroner af statens cykelpulje til en række cykelprojekter. Pengene skal bruges til at få flere store og små borgere i sadlen til skole, fritidsinteresser og arbejde:

– Vi ved, at tryghed og sikkerhed har stor betydning for cyklister. Derfor er vi glade for, at vi har fået penge til at lave ny cykelsti på Vestervold i Randers, og til at gøre skolevejene mere sikre i Fårup, Spentrup og Harridslev med stier og fartdæmpere, siger Frank Nørgaard, formand for miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

Udover penge til nye stier og mere sikre skoleveje skal nogle af pengene også bruges til kampagner, der skal få flere til at vælge jernhesten til jobbet:

– Den landsdækkende kampagne “Vi cykler til arbejde” får hvert år en del ansatte på virksomhederne i Randers til at træde i pedalerne til jobbet. Desværre er der mange, der efterfølgende stiller cyklen tilbage i cykelstativet, når kampagnen er slut. Det er en udfordring at få de cyklister til at forblive i sadlen. Derfor vil vi lave anderledes aktiviteter, events og kampagner for at skubbe cyklisterne tilbage i sadlen forklarer Frank Nørgaard.

Hurtigere busser med intelligent trafikstyring

Randers kommune har også fået penge til at øge fremkommeligheden for buspassagererne på Århusvej. Signalanlæggene på den trafikerede indfaldsvej til Randers by bliver tilpasset, så når en bus er forsinket i forhold til køreplanen, vil der være grønt lys i længere tid for trafikken i den retning som bussen kører i:

– Den intelligente trafikstyring vil i fremtiden gøre det lettere og mere attraktivt at vælge den kollektive trafik, når man skal ind til Randers by. På den måde kan vi forhåbentlig reducere noget af trængslen på den trafikerede indfaldsvej, siger Frank Nørgaard.

Randers kommune har fået 998.000 kr. i støtte til gennemførelse af den intelligente trafikstyring på Århusvej fra statens ‘Pulje til investeringer i kollektiv bustrafik’

Fakta

Randers Kommune har fået penge til følgende cykelprojekter.

  • Cykelsti på begge sider af Vestervold i Randers by.
  • Nye cykelparkeringer, pumpe og cykeltæller i Randers by.
  • Cykelkampagner, udlån af elcykler, events.
  • Dobbeltrettet cykelsti på Poppelvænget i Fårup.
  • Forbedring med krydsningsheller tre steder på Stationsvej i Spentrup. Disse heller suppleres med andre fartdæmpere på vejen.
  • Dobbeltrettet cykelsti og forlængelse af eksisterende sti i Harridslev ved Rønnevej i nærheden af Korshøjskolen.
  • Rekreative cykelveje til Albæk og Vestrup.

Statens cykelpulje dækker 40 procent af udgifterne til projekterne. Den resterende sum penge betales af Randers Kommune og forventes godkendt af byrådet i begyndelsen af det nye år.

Kommentarer