Debat og politik

Opfølgning: Bevar bus 918X

Underskriftsindsamling der er sat i værk for at bevare bus 918X der kører mellem Randers og Aarhus, har nu rundet over 900 underskrifter. Et tal der siger noget om hvor stort ønsket for at bevare bus 918X er.

I et læserbrev i Amtsavisen den 11 juni udtalte Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og formanden for regional udvikling Jørgen Nørby (V) at de ønskede at give ‘mest mulig bus for skattepengene’ og at de vil lytte til dem der tager bussen.

Folket har talt, og folket ønsker at beholde bussen. Det håber de der har skrevet under, at Regionsrådet vil tage alvorligt og vise det med handlinger og ikke bare ord.

Endvidere udtalte Anders Kühnau og Jørgen Nørby i læserbrevet at de ikke ser det som en spareøvelse:

”Den nye køreplan er i hvert fald ikke udtryk for, at der prioriteres færre midler til den regionale kollektive trafik.”

Hertil svarer Rasmus Bøgh Vinther, byrådskandidat for Beboerlisten, at det er hverken ham eller andre tilhængere af bus 918X der kalder det en spareøvelse. Det gør Midttrafik selv.

Den 31. maj udtalte planchef i Midttrafik, Henrik Vestergaard:

”Beslutningen er taget, fordi regionen skal spare penge. Så ja, det er en spareøvelse.”

“Derfor kan det jo ikke tolkes som andet. Man har valgt at skære bussen væk og det er vi meget utilfredse med,” indvender Rasmus Bøgh Vinther.

Han mener at man har pakket sig ind med at køreplanen har været i høring og  kun modtaget 1 enkelt høringssvar.

“Er det så et udtryk for tilfredshed med køreplanen eller viser det at folk ikke har været opmærksomme på at det har været i høring? I dette tilfælde må det være sidstnævnte da 900 mennesker har skrevet under for at stoppe nedlæggelsen. Det vidner altså også om et demokratisk underskud i Region Midtjylland. 40 stemte for nedlæggelsen, kun en stemte ikke for, og det var fordi vedkommende ikke var til stede. Vi skal huske i det repræsentative demokrati, at de der er valgt, skal varetage befolkningens ønsker, det har ikke været tilfældet her,” siger Rasmus Bøgh Vinther og fortsætter:

“Når Midttrafik og regionen bliver ved med at tale om de her lynafgange – som ikke alle stopper ved Aarhus Busterminal – så har de jo NETOP anerkendt vores præmis om hvor vigtigt det er at have en direkte hurtig forbindelse mellem de to største byer i Region Midtjylland.”

918X ruten har eksisteret i en eller anden form i 30 år og derfor undrer Rasmus Bøgh Vinther sig over, at det netop er nu, at man er blevet så meget klogere.

“Hvad skyldes det? Hvis løsningen her er så meget bedre, burde man jo have fundet ud af det for mange år siden. Igen kan jeg kun henvise til planchefens udtalelse om at regionen skal spare,” udtaler han.

Desuden er det ikke alle der møder på arbejde/studie i morgentimerne og for at finde den første lynafgang efter 06:50 skal man 5 timer længere hen på dagen – først 12:15 kører der endnu en lynafgang. Med dette mener Rasmus Bøgh Vinther at man taber tid i hverdagen i forhold til den tidligere køreplan. Mindst 5 min hver gang.

“Det løber hurtigt op. Dette er blot endnu et eksempel på at man styrker de store byer endnu mere samtidig med at man gør infrastruktur og uddannelsesmuligheder i alt andet end storbyer,” siger han og slutter:

“Hvis man skal bruge en time hver vej på en strækning man selv kunne køre på ca. det halve, gider man så det?”

Gruppen ‘Bevar bus 918X’ håber at Midttrafik, Region Midt og Randers Kommune vil gøre alt i sin magt for at handle netop efter befolkningens ønsker og stoppe nedlæggelsen af bus 918X, set i lyset af den folkelige modstand.

De kommende dage

Uverskriftsindsamlingen forventes afleveret fredag den 18. juni.

Gruppen opfordrer alle der kan, til at dukke op til byrådsmøde i Randers mandag den 21. juni.

Gruppen vil stille spørgsmål til Regionsrådet Midtjylland i den åbne spørgetid og møder op onsdag den 23. juni, hvis muligt.

Kommentarer