Samfund

Nyt univers skal styrke skolebestyrelsesarbejdet i Randers Kommune

Børn og Skole har netop lanceret et nyt videns- og inspirationsunivers for skolebestyrelses-medlemmer i Randers Kommune. Det sker som en indsats for at kompetenceudvikle bestyrelserne og etablere en fælles platform, hvor alle med interesse for skoleudvikling kan hente relevant information.

Det nye, online univers for skolebestyrelserne i Randers Kommune skal fungere som en fælles platform for arbejdet på skolebestyrelsesområdet. Og samtidig skal det skabe grundlag for en styrket kompetenceudvikling af medlemmerne.

“Skolebestyrelserne er et helt centralt og meget vigtigt samarbejdsorgan på vores skoler og derfor er jeg så glad for, at vi nu kan lancere dette nye univers. Den nye platform skal være med til at styrke kompetenceudviklingen af skolebestyrelserne og skabe øget gennemsigthed om det vigtige arbejde, der pågår i bestyrelserne,” siger Steen Bundgaard, formand for skole- og uddannelsesudvalget i Randers Kommune.

På hjemmesiden er der blandt andet samlet information om skolebestyrelserne formål, sammensætning og opgaver. Og så er der lavet en samlet side med et overblik over, hvor skolebestyrelsesmedlemmerne kan hente motivation, viden, inspiration, hjælp og gode råd til arbejdet.

“Den gode skole bliver til i et stærkt samarbejde med alle de parter, der udgør den. Nu har vi fået skabt en solid platform til at styrke samarbejdet og dialogen og det håber jeg, at skolebestyrelserne vil opleve at få god gavn af,” siger Steen Bundgaard.

I det nye univers kan bestyrelsesmedlemmerne og andre interesserede blandt andet se en explainer-video, der forklarer den økonomiske tildelingsmodel for skolerne.

Det online univers er dynamisk og derfor er der lagt op til, at der løbende kan blive bygget på med inspiration og viden, som behovene opstår.

Kommentarer