Samfund

Nyt keramikforløb skal skabe bedre trivsel hos sårbare unge i Randers  

Projektet tager udgangspunkt i Craft-psykologi, der er baseret på, at mennesker generelt kan opnå bedre trivsel ved at fordybe sig i et håndværk. Foto: Underværket

Underværket og FOF starter i april et gratis 12 ugers keramikforløb for unge i alderen 16-30 år  med det formål at skabe bedre trivsel for cirka 20 unge mennesker i Randers gennem en  kombination af håndværk og fællesskab. Projektet er støttet af DFS Udviklingspulje.

Projektet tager nemlig udgangspunkt i Craft-psykologi, der er baseret på, at mennesker generelt kan opnå bedre trivsel ved at fordybe sig i et håndværk.

Udover keramikundervisning er der også planlagt to fællesspisninger, og de unge har mulighed for at mødes i Underværket til en kop kaffe eller sodavand både før og efter undervisningen.

Michael  Kull, forstander for FOF Randers-Favrskov-Mariagerfjord, glæder sig over det tværgående samarbejde mellem to af byens aktive kulturinstitutioner.

– Vi er utroligt begejstrede for dette  projekt og samarbejde, og vi ser frem til et lærerigt forløb. Vi håber, at deltagerne oplever en  positiv mærkbar forandring i deres trivsel og, at der opstår et givende fællesskab undervejs, siger han.

Projektet er et forprojekt til et treårigt projekt, der har til formål at skabe et åbent  caféværksted for unge i Underværket med forskellige rammesatte forløb og mulighed for at  bruge caféen til at nørkle med kreativt håndværk og drikke en kop kaffe/sodavand. Forventet  start på det treårige projekt er 2025. Samtidig skal de unge have mulighed for blive frivillige i cafeen og være med til  at skabe både indhold og aktiviteter i den.

Forprojektet opstartes i morgen onsdag den 3. april med 17 deltagere fordelt på to hold og løber hen over de følgende 12 uger.

Fakta:

FOF Randers-Favrskov-Mariagerfjord driver projektet i samarbejde med Underværket 17 deltagere er tilmeldt til start 3. april 2024 (der er plads til 20)

1 x formiddagshold og 1 x eftermiddagshold

Placering i Underværket med fællesspisninger i Rosenlund v/FOF

Kommentarer