Samfund

Nyt initiativ skal øge tilgængeligheden til idræt og bevægelse i Randers

Pressefoto: Bevæg dig for livet - Media - 2024

Randers Kommune inviterer lokale idrætsforeninger, bevægelsesfællesskaber og bosteder med i et nyt netværk, der skal sætte fokus på parasport. Formålet er at give borgere med handicap og særlige behov en mulighed for at dyrke idræt.

Det nye initiativ, Parasport Randers, fløjtes i gang med et netværksmøde i Arena Randers tirsdag den 19. november, kl. 17. Her vil trænere, ledere fra idrætsforeninger, bosteder, kommunale medarbejdere og andre interesserede kunne deltage for at sætte fokus på parasport i Randers Kommune. Flere analyser og rapporter viser, at borgere med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse i højere grad står uden for et motions- og foreningsfællesskaber end øvrige borger i det danske samfund.

I de sidste fem år har Randers Kommune arbejdet strategisk med projekterne Bevæg Dig For Livet og Fritid For Alle i samarbejde med blandt andre DIF, DGI og lokale idrætsforeninger. Kommunes politik for borgere med særlige behov og Fritids- og idrætspolitikken 2023-26 fokuserer desuden på at bygge bro til foreningslivet og understøtte foreningernes muligheder for at inkludere personer med forskellige typer af handicap.

– Vi kan med Fritid For Alle se, hvordan samarbejdet med foreningslivet og de frivillige ildsjæle har fået flere børn og unge med i idrætsfællesskaberne. Det nytter med andre ord at sætte sådanne initiativer i gang. Det er derfor mit håb, at de lokale foreninger og bevægelsesfællesskaber også vil spille med, når det handler om at få flere borgere med handicap og særlige behov med i fællesskabet, siger formanden for Sundheds-, Idræts og Kulturudvalget, Louise Høeg (V).

Programmet for netværksmødet inkluderer blandt andet et oplæg af paraatleten Lisa Kjær, der vil fortælle om sit liv som atlet og hvilken forskel, sporten har gjort for hende. Der vil deltage repræsentanter fra Parasport Danmark, som vil dele deres erfaringer og råd til, hvordan Randers Kommune og foreningerne sammen kan skabe flere idrætstilbud for borgere med funktionsnedsættelser. Formålet med Parasport Randers er også at gøre borgere med funktionsnedsættelser bevidste om de idrætstilbud, der findes og sikre, at de føler sig inkluderet i foreningslivet. Det kan ske både gennem deltagelse i specialiserede hold og ved at integrere dem på almene hold.

– Som en del af indsatsen vil Randers Kommune derfor også gå i gang med at kortlægge de muligheder, der allerede findes inden for paraidrætten rundt om i kommunen. Mulighederne skal være samlet på en fælles platform, som både kan bruges af borgerne selv eller af fysioterapeuter, socialrådgivere og andre til at vejlede om et idrætstilbud til den enkelte borger , siger formand for Socialudvalget, Rosa Lykke Yde (SF).

Tilmelding til netværksmødet skal ske seneste den 14. november på www.randers.dk/parasport

Fakta om Parasport Randers

Parasport Randers er kommunens seneste indsats, der skal få flere borgere med i et idrætsfælleskab. Initiativet er målrettet borgere med handicap og særlige behov.

Et centralt element i Parasport Randers er samarbejde på tværs af relevante aktører som kommunale instanser, lokale idrætsforeninger og handicaporganisationer. Initiativet, der er etableret på tværs af fritids- og socialforvaltningen, lægger stor vægt på at sikre tydelig kommunikation om de muligheder, der findes for målgruppen, samt at skabe kurser, inspirationsdage og netværksmøder, der kan styrke og udvikle idrætstilbuddene.

Landsdækkende tal fra 2021 viser, at kun omkring 22 procent af borgere med funktionsnedsættelser deltager i en idrætsforening, hvorimod 37 procent af borgere uden funktionsnedsættelser er med i en idrætsforening (SDU, Danmark i Bevægelse, 2021).

Erfaringer fra initiativet Fritid for Alle i Randers Kommune viser, at det nytter at lave målrettede indsatser. På to år er mere end 550 børn og unge blevet medlem af et idrætsfællesskab. De stod alle tidligere uden en fritidsinteresse.

 

Kommentarer