Samfund

Nyt formandskab til Randers Fælleselevråd

Fra højre ses Laura Poulsen, Lea Pedersen, Andreas Yde Laursen og Asta Marie Bang. Foto: Randers Kommune.

Randers Fælleselevråd har valgt nyt formandskab, der vil kæmpe for et endnu bedre skoleliv for alle elever i folkeskolen i Randers Kommune. Elevrådsrepræsentanter fra 20 skoler var tirsdag den 14. september inviteret til skoleårets første møde i Underværket, hvor de blev introduceret til fælleselevrådets arbejde og valgte et nyt formandskab.

Som ny formand valgte fælleselevrådet den nu forhenværende næstformand Laura Poulsen fra Tirsdalens Skole.

“Jeg håber, at vi får et fedt år med en masse fysiske møder, hvor vi kan komme til at kende hinanden på tværs af skolerne i Randers Fælleslevråd. Og så håber jeg, at vi får et år, hvor flere kommer til at kende til Randers Fælleselevråd og bruge os som talerør, hvis der er noget, de ønsker ændret,” lød det fra formanden.

Randers Kommune blev i 2019 kåret til Danmarks mest elevvenlige kommune. En pris der blandt andet blev tildelt på baggrund af fælleselevrådets store arbejde.

Stor opbakning til de unge

Formanden for Skole- og uddannelsesudvalget Steen Bundgaard holdt tale for elevrådsrepræsentanterne, hvor han fortalte, hvor meget fælleselevrådets arbejde bliver værdsat. Han havde en klar opfordring til det nye formandskab:

“I har den indflydelse, I vil have. I jeres lokale elevråd, i skolebestyrelsen og i Randers Fælleslevråd. I har muligheden for indflydelse, og I skal gribe den – på skolen og i forhold til det politiske udvalg. Jeg er stolt af, at vi har et fælleselevråd i Randers Kommune med så mange engagerede elever. I gør et stort og vigtigt arbejde, og der bliver lyttet til jer,” lød det blandt andet fra udvalgsformanden.

Et aktivt elevdemokrati

Randers Fælleselevråd blev startet i 2016 for at styrke elevdemokratiet i Randers Kommune. Siden da har skiftende fælleselevråd arbejdet for at forbedre skolelivet for byens folkeskoleelever – blandt andet ved at sørge for, at elevernes ønsker bliver hørt i den politiske proces.

Formandskabet i Randers Fælleselevråd består af fire folkeskoleelever fra 6.-10 klasse. Laura udgør nu formandskabet sammen med næstformand Lea Pedersen fra Tirsdalens Skole, sekretær Andreas Yde Laursen fra Blicherskolen og kasserer Asta Marie Bang fra Hornbæk Skole. Det nye formandskab er valgt frem til skoleårets udgang.

Randers Fælleselevråd mødes otte gange om året. Der tages afsæt i en dagsorden, som er udarbejdet af formandskabet for Randers Fælleselevråd.

Da Randers Fælleselevråd blev etableret i 2016, blev vedtægterne udarbejdet i samarbejde mellem elever fra folkeskolerne i Randers, Børn og Skole forvaltningen og Danske Skoleelever.

Formålet med fælleselevrådet var at skabe en platform, hvor elevernes holdninger kunne komme til udtryk, og som samtidig kunne sætte aftryk ift. at skabe et bedre skoleliv for alle elever i folkeskolen i Randers.

Randers Fælleselevråd varetages af en konsulent fra Børn og Skole forvaltningen samt en medarbejder fra Randers Ungdomsskole, som har til opgave at støtte og facilitere eleverne.

Kommentarer