Debat og politik

Nye køreplaner træder i kraft til sommer

Midttrafik kan fortsætte arbejdet med at indføre nye køreplaner for den kollektive trafik i Randers Kommune. De nye køreplaner træder i kraft til sommer. Samtidig skal forvaltningen og Midttrafik lave et forslag, hvor byer med 50-100 indbyggere får samme serviceniveau som byer med 100-200 indbyggere. Det besluttede Randers Byråd på mødet den 27. april 2020.

Nye køreplaner for den kollektive trafik i Randers Kommune træder i kraft i sommeren 2020. Det er resultatet efter, at Randers Byråd på mødet den 27. april 2020 drøftede en borgmesterbeslutning fra marts.

I sagen vedtog byrådet samtidig et ændringsforslag fra Venstre om, at forvaltningen og Midttrafik udarbejder forslag til køreplan således, at byer med mellem 50 og 100 indbyggere får samme serviceniveau som byer med 100-200 indbyggere. Forslaget skal senest kunne implementeres sommeren 2021.

Sagen om de nye køreplaner blev behandlet af miljø- og teknikudvalget den 9. marts 2020, og køreplanerne skulle have været behandlet af byrådet på mødet den 23. marts 2020. Det møde blev aflyst som følge af coronasituationen, og borgmester Torben Hansen besluttede derfor at godkende køreplanerne ud fra miljø- og teknikudvalgets indstilling. Dermed kunne Midttrafik arbejde videre med at indføre planerne.

Samtidig meddelte Torben Hansen til Midttrafik, at byrådet på sit førstkommende møde ville drøfte eventuelle ændringer til sagen. Og her blev Venstres ændringsforslag altså vedtaget.

Ensartet service og større fleksibilitet
Målet med at ændre køreplanerne er at sikre et ensartet serviceniveau, så byer af samme størrelse har den samme minimumsbetjening. Det betyder fx, at nogle byer i Randers Kommune får mere buskørsel, mens andre får mindre – men til gengæld mere fleksibel betjening i form af flexbusser, hvor bussen kun kører, når man bestiller den.

Forslaget til køreplaner har været i offentlig høring fra den 20. december 2019 til den 22. januar 2020, og der blev afgivet omkring 400 høringssvar.

Læs mere om de nye køreplaner og behandlingen af høringssvarene i sagen fra miljø- og teknikudvalget

De nye køreplaner vil i sin endelige form være tilgængelige på midttrafik.dk i løbet af juni.

Kommentarer