Samfund

Nye indsatser skal styrke elevernes faglighed og trivsel

Skolerne er i fuld gang med at tænke i indsatser, der kan styrke elevernes faglighed og trivsel. Et flertal i Folketinget har nemlig sat 600 millioner kroner af til skolerne, da børn, unge og voksne i uddannelse har fået sat deres trivsel og undervisningsudbytte på prøve under nedlukningen af skoler og uddannelsesinstitutioner.

“Alt hvad der kan være med til at styrke vores elevers trivsel og faglige udbytte i denne tid, hilser vi velkommen. Det er ikke en nem tid at være barn eller ung i, og derfor er det så vigtigt, at vi sætter stort fokus på at skabe indsatser, der kommer vores elever til gode,” siger skolechef i Randers Kommune Jesper Kousholt.

Ud af de 600 millioner kroner er de 390 mio. afsat til at give eleverne et fagligt løft frem mod sommerferien i år – ikke mindst de elever og kursister, der skal til afsluttende prøver i løbet af foråret og sommeren eller elever som har særlige behov. Initiativerne omfatter både grundskolen, ungdoms- og voksenuddannelser.

“De 600 millioner kroner på landsplan bliver til et relativt beskedent beløb pr. skole, og den enkelte skole eller uddannelsesinstitution må vurdere, hvordan pengene bruges bedst. Om midlerne, der er afsat til at styrke fagligheden, går til supplerende undervisning, til to-lærer-ordninger, turboforløb eller andet, er skolen nærmest til at vurdere. Det samme gælder med hensyn til, hvordan elevernes trivsel kan forbedres, med de puljemidler, der er afsat til det,” siger Jesper Kousholt.

122 millioner kroner er afsat til uddannelsesforlængelser og skolepraktik på erhvervsuddannelserne, hvor det i særlig grad har været vanskeligt at undervise virtuelt i praktiske fag.

De sidste 88 millioner kroner er afsat til at styrke elevernes trivsel. Her er halvdelen af midlerne målrettet Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) til indsatser for elever i mistrivsel eller i risiko for mistrivsel. I puljen er også en støtte til klubberne på 15 millioner kroner.

Kommentarer