Samfund

Nye corona-restriktioner i Randers Kommune

Flere og nye restriktioner er blevet pålagt 77 af landets kommuner - dette gælder også Randers Kommune. Følg med i de nye restriktioner på kommunens hjemmeside.

Randers Kommune er fra den 11. december 2020 kl. 16 underlagt nye restriktioner for at inddæmme smitte med coronavirus. Det gælder i alt 77 kommuner i Danmark, og årsagen er en kraftig stigning i smitte med Covid-19.

Coronavirus spredes især, når mange mennesker samles indendørs. Derfor indebærer de nye restriktioner blandt andet, at der lukkes ned for indendørs idræt, kulturhuse, teater, vandland, svømmehaller og lignende. Også restauranter og caféer lukkes, men der er stadig mulighed for take-away.

Anbefalingerne om højst at samles 10 personer i private hjem gælder stadig. Det samme gør anbefalingerne om at holde sig til en fast lille omgangskreds på max 10 forskellige personer ud over sin husstand.

”Det er afgørende vigtigt, at vi holder fast i de gode vaner nu, så vi kan begrænse udbredelsen af Covid-19. Man skal så vidt muligt blive hjemme, følge myndighedernes restriktioner og anbefalinger om gæster, afstand, håndsprit, mm. Fornuftig adfærd redder liv i disse tider og sikrer, at vores hospitaler ikke overbelastes. Vi står sammen ved at holde afstand – og vi skal passe på hinanden og fællesskabet” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Vil du vide mere om, hvordan restriktionerne påvirker Randers Kommunes drift, kan se mere på deres hjemmeside.

Kommentarer