Randers By

Ny webshop med glasdesign i Randers

Designer Karin Graungaard, har netop åbnet webshoppen graungaarddesign.dk

Designer Karin Graungaard, der har værksted på Myntevej 3 i Randers, har netop åbnet webshoppen graungaarddesign. Blandt hendes nyskabelser er Hjerte Englen, en slags skytsengel eller amulet af smukt forarbejdet glas.

”Nogen kan lide at have en Hjerte Engel med i lommen eller pungen, som en slags amulet. Når man holder den i hånden, giver det en indre ro,” fortæller Karin Graungaard.

Hjerte Englen er glat og beroligende at røre ved, og præget med et hjerte på bagsiden, som man kan mærke med fingeren. Designeren fik ideen til den lille amulet, da hun bar på en personlig sorg.

”Da mor døde sidste år, havde min søn svært ved at sætte ord på, hvad han følte. Jeg kom i tanker om, at jeg havde fremstillet nogle små engle, og jeg foreslog ham at vælge en, som hans mormor kunne få med i graven.” fortæller Karin Graungaard.

Som sagt, så gjort, og Karin Graungaard valgte også selv en Hjerte Engel til sin mor.

”Det var en stor trøst at give mor en Hjerte Engel med i graven, som en sidste hilsen,” siger Karin, der synes, at andre skal have samme mulighed. Derfor kan man nu købe Hjerte Engle i den nye webshop.

Designer Karin Graungaard er født i september 1962 og voksede op i Vestjylland. Hendes passion for design havde hun fra barnsben, hvor hun designede kjoler til sine dukker. I 1968 tog hun afgangseksamen fra håndarbejdsseminariet, og i 1995 startede hun på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, hvor hun arbejdede dag og nat med at udvikle sin kunst. Siden hun blev færdiguddannet, har hun arbejdet som designer og underviser i blandt andet Randers.

 

Kommentarer