Fussingø

Ny skoleleder på Fussingø-Egnens Vuggestue

Fussingø-Egnens Friskole, Børnehave og Vuggestue ligger i Sønderbæk, ca. 15. min kørsel fra Randers, omgivet af masser af natur. Til stedet hører bl.a. et stykke skov, der er anlagt til lejrplads. Vuggestuen er for børn i alderen 7 mdr. til ca. 3 år og Børnehaven fra ca. 3 år til skolestart. Friskolen tilbyder undervisning fra børnehaveklasse til 8. Klassetrin. Pressefoto.

Kenneth Degnbol er tiltrådt som ny skoleleder på Fussingø-Egnens Friskole, Børnehave og Vuggestue. Han har glædet sig til at begynde med arbejdet, og fællesskabet er en klar driver for det kommende arbejde.

Med det nye skoleår på Fussingø-Egnens Friskole, Børnehave og Vuggestue startede også en ny skoleleder, Kenneth Degnbol. Han er Cand. Mag i musikvidenskab og historie og har tidligere arbejdet som højskolelærer med musikfag og filosofi. Han brænder for en skole og institution, hvor hele kroppen tænkes med bevægelse, praktiske og kreative fag.

– Jeg har glædet mig fantastisk meget til at begynde, og er her efter min første tid på stedet, fyldt af glæde over de mange skønne mennesker jeg har mødt – elever og ansatte såvel som forældre, siger Kenneth Degnbol efter den første tid på friskolen.

Skriver krimier i fritiden og brænder for fællesskabet

I sin fritid skriver Kenneth krimier for forlaget People’s Press sammen med sin hustru og sejler i sin lille båd på Kalø Vig. Han er far til fem og bosat i Thorsager, en lille landsby på Djursland. Han holder meget af fællesskabet, et særligt kendetegn for Fussingø-Egnens Friskole, Børnehave og Vuggestue.

– Det er noget særligt at sidde i fællesskabet og lytte til fortællinger, der har rørt mennesker i mange hundreder år. C.S. Lewis, der var forfatter til blandt andet Narnia-bøgerne siger, at ’vi læser for at vide, vi ikke er alene’. Sådan er det med de store fortællinger. De rører ved os, og minder os om det fællesmenneskelige, vi deler med alle andre, og har gjort til alle tider. Og det er ikke mindst særligt at dele, når man sidder sammen med hele skolen, tæt trykket op af klassekammerater, en lærer eller måske en ’skole-storesøster’. Dér kan man umuligt være alene. Dér udfoldes fællesskabet i sin højeste potens.

Kenneth Degnbol har ambitioner og det er meget tydeligt, at fællesskabet er og bliver et vigtigt element.

– Jeg vil gerne, at vi er et sted, hvor fællesskabet står i højsædet. Både mellem elever i klassen, på tværs af årgange, forældre og medarbejdere imellem og på tværs af skole, børnehave, fritter og vuggestue. Altså et sted, hvor vi kender hinanden. Det er en dybere tænkning om, at alting begynder i fællesskabet, fællesskab som et udgangspunkt for læringspraksis i fagene og fællesskab som det, at forældre, medarbejdere og bestyrelse alle er medskabere og medejere af stedet.

Kommentarer