Samfund

Ny optimisme med ny bestyrelse i Turistforeningen for Randers og Omegn

Louise Brown, som til daglig er leder af Frivilligværket i Randers, er netop valgt som ny formand for Turistforeningen for Randers og Omegn. Foto: Morten Degn.

Der var lagt op til diskussion om, hvordan man kan ”gentænke” en lokal turistforening, da Turistforeningen for Randers og Omegn afholdte sin Generalforsamling nummer 115 i rækken.

Randers Kommune sagde med virkning fra 2020 “ja” til nedlæggelse af Visit Randers for i stedet at skyde penge i en samlet indsats for Aarhusregionen med udgangspunkt i VisitAarhus. Dette efterlod den lokale turistforening i en mildest talt ny situation, som blandt andet handlede om, hvordan foreningen i fremtiden kunne spille en relevant rolle i den nye turismestruktur.

Det er der nu sat en ny bestyrelse i spidsen for at se på. Louise Brown, som til daglig er leder af Frivilligværket i Randers, blev valgt som ny formand, mens Christian Krogh, kendt ansigt i turismebranchen og Anne-Mette Knattrup, tidligere turistchef i Randers, begge blev valgt som menige medlemmer.

Anne-Mette Knattrup, der er direktør i GoRanders, vil fungere som sekretariat for Turistforeningen, og hun er klar til at se med friske øjne på, hvad der kan gøres bedst for Randers. Hun hæfter sig blandt andet ved, at tilsvarende konstellationer fungerer andre steder, hvor lokalt forankrede organer etableres som modreaktion på de nationalt- og regionaltstyrede turismeselskaber.

Den nyvalgte formand, Louise Brown udtaler:

– Der er masser at gøre for Randers, hvor en lokal turistforening er en relevant platform. Turistforeningen for Randers og Omegn skal nu fortsætte i en version 2.0, og vi skal sikre den lokale forankring, så det hele ikke ender i Aarhus. Det er vigtigt med nogen, der arbejder for de lokale aktører, slår hun fast. 

Den nyvalgte bestyrelses planer er, at Turistforeningen for Randers og Omegn skal arbejde på sidelinjen for et stort hold af lokale “spillere” inden for turisme, events, overnatning, og oplevelseserhverv. Som en metafor fra sportsverdenen vil bestyrelsen blandt andet sikre, at alle ”spillere” får spilletid, samt sikre, at der hele tiden kommer nye ”spillere” til. Visionen er dermed, at turisterhvervenes ”spillertrup” i Randers bliver større og stærkere og kan tiltrække endnu flere besøgende til området.

– Vi tror det med fælles indsats kan lykkes, og vi glæder os til at fortælle de gode historier til pressen, siger Louise Brown med et smil, men understreger:

– Vi brug for hjælp, og vi håber at kunne alliere os med de stærke ”agenter” og ”managers”, som har fingeren på pulsen, og som måske kan kigge ind på turisme-banen med andre øjne. Vi forestiller os en slags udvidet Advisory Board, som mødes et par gange om året, hvor strategi og taktik kan drøftes – og ellers kan det fungere som en løbende ressource, når der opstår idèer, som foreningen gerne vil have sparring på. 

Turistforeningen for Randers og Omegn har indgået et samarbejde med den lokale private aktør GoRanders Aps, der har den tidligere turistchef Anne-Mette Knattrup ved roret.

– På den måde har vi sikret, at der kan bygges videre på den store viden og de gode relationer, der gennem mange år var en del af det tidligere VisitRanders.Samarbejdet betyder også, at medlemmerne af Turistforeningen tilbydes en række fordele i form af særlige medlemsaktiviteter, slutter Louise Brown.

Kommentarer