Randers By

Ny oase i Randers for læseheste og bogorme

Foto: Jørgen Schirmer Nielsen

Randers har fået et nyt “antikvariat” – en ny seriøs kulturbutik med bøger, musik og film. Det er Røde Kors Randers genbrugsbutik på Mariagervej 86, der gennem de seneste måneder har arbejdet på at stable et sted på benene, hvor læseheste og bogorme kan finde et godt udvalg af seriøs fag- og skønlitteratur i pæn og velholdt kvalitet på genbrugsbutikkernes vilkår og prisniveau.

Bøger musik og film er kulturbærende medier og betydende gennem generationer. Derfor er det vigtigt, at der mere professionelt tages hånd om de mange bøger, der løbende doneres. Det er således version 2.0 af de bogudsalg, der traditionelt ses i genbrugsbutikkerne hvor vi gør os umage for at løfte, kvalificere og organisere, hvad der kommer på hylderne.Vi arbejder hele tiden med, hvordan vi gør det bedst, så både behovet for en stak krimier til strandlivet i sommerferien og behovet for den mere klassiske litteratur tilgodeses.

Sådan noget rygtes, og mange læselystne og boginteresserede har allerede fundet vej til den nye bogafdeling i Røde Kors genbrugsforretning. Nu skal kendskabet imidlertid udbredes noget mere og det sker, gennem et stort bogmarked, der løber af stablen fra mandag den 20. juni kl. 10 og 14 dage frem. Alt sælges efter først til mølle princippet og i modsætning til almindelig detailhandel, har vi i genbrugsforretningerne kun eet eksemplar af hver vare.

Vi har fået doneret så mange spændende og relevante bøger, at det sprænger alle rammer Det er vi naturligvis rigtig glade for, og det har tvunget os til at finde nye måder at nå ud til flere læsere på. Måske skal et bogmarked op mod sommerferien være en tilbagevendende tradition?

Bogmarkedet kommer til at rumme bøger om bl.a. lystfiskeri, kunst, biografier, håndbøger i akvarel- og oliemaling, erotica, mad, vin, kogebøger, naturfotografering og naturligvis stakkevis af krimier samt klassisk dansk og udenlandsk litteratur i gode udgaver. Vi har aktuelt rigtig mange bøger, som det er sjældent at se i genbrugsforretninger til det lave prisniveau, der kendetegner hele genbrugsområdet.

Der er imidlertid ingen førsteudgaver af Steen Steensen Blicher, Holberg, H. C. Andersen ol, eftertragtede forfattere i førsteudgaver. Det er ikke vores opgave at sælge og formidle sjældne bøger. Dukker sådan noget op i donationer, tager vi altid en snak, med den, der donerer og vejleder om at kontakte et professionelt antikvariat. Det betyder dog ikke, at der ikke er “genbrugsguld” at komme efter, aktuelt har vi flere signerede og dedikerede rariteter, førsteudgaver og fine læderindbindinger. Der er altså også noget for de mere bibliofilt interesserede. Men alt er afhængigt af, hvad vi løbende får doneret.

Vi oplever en stor interesse for at donere bøger og andet indbo til Røde Kors. Dels er Røde Kors indsatser lokalt, nationalt og internationalt kendte og af høj kvalitet, og dels nyder vi stor tillid til, at de 40 frivillige i Røde Kors genbrugsbutikker i Randers omsætter donationerne til mest mulig værdi, der kan være med til at gøre en vigtig forskel for andre.

Mange er også bevidste om klimadagsordenen, at vi skal smide mindre ud og genbruge mere. Det kan vi også mærke på efterspørgslen efter genbrug af høj kvalitet, den er nærmest eksploderet. Omsætningen i april og maj, har slået alle rekorder i begge Røde Kors genbrugsbutikker i Randers.

Kommentarer