Randers By

Nordbyen samarbejdede med verdensmålene som omdrejningspunkt

Se billedserie

Det 3. arrangement af ”Nordbyen samarbejder” foregik på Nordre Fælled den 1. september, hvor omkring 230 børn og 60 voksne deltog.

Nørrevangsskolen og institutionerne omkring, Fritidshjemmet Glentevej, KFUM’s institutioner, Solgården og Jennumparkens fritidshjem gennemførte denne aktivitet omkring deres fælles børn.

Alle børn fra 0.- 5. klasse og voksne mødtes på Nørrevangsskolen kl. 08:00.

Som udgangspunkt var der fokus på samarbejde for derigennem at få kendskab til hinanden.

De voksne på holdene var mikset på tværs af institutionerne.

Holdene blev sendt fra Nørrevangsskolen til Nordre Fælled, hvor der var velkomst. Sidst i velkomsten fremviste en voksenmodel  en ny variant eller mulig erstatning for den nuværende kropsnære polyestersag.

Denne ”catwalk” udløste vild begejstring blandt børn og voksne.

Efter dette blev børnene sendt ud på ”Verdensmålsløbet”, som bestod af en del poster, som ikke var tidsstyrede og konkurrenceprægede.

På Nordre Fællesdag i 2020 plantede børnene ”Nordbybørnenes Verdensskov”. Så det var oplagt at arbejde videre i dette spor.

Derfor skulle der på en af posterne laves insekthoteller med tilhørende navneplader i træ, hvor børnene brænder deres navne i. Børnene indrettede insekthoteller med stor iver, og der var mange luksushoteller iblandt.

Ivan Guldager fra Miljø og teknik i Randers Kommune har fremstillet insekthoteller og træskiver, som kommer fra fældede træer i og omkring Randers.

Insekthoteller med navneplader bliver et landmark på Nordre Fælled, da det også er en del af et kunst- og kulturprojekt med baggrund i FN’s verdensmål.

Børnehaverne i området er også en del af dette samarbejde, derfor er Børnehuset Jennumparken, Glentevejens børnehave, KFUM’s børnehave og Børnehuset Lervangen – de var jo også med til at plante ”Nordbybørnenes Verdensskov”, inviteret på Nordre Fælled torsdag den 2. september, hvor de skal lave insekthoteller og navneplader.

Se billeder fra dagen i galleriet.

Det videre forløb:

  • Indvielsen af ”Insekthoteller & Navneplader” skal foregå fredag den 15. oktober på skolernes motionsdag.
  • Borgmester, Torben Hansen, holder åbningstalen, lokale insekter overbringer saksen og borgmesteren klipper snoren.
  • Derefter vil alle børn, der har lavet insekthoteller og navneplader synge sange, der handler om insekter, og disse sange vil senere lægges ind på dette landmark.

Kommentarer