Debatindlæg af Nicolai Estrup, formand og byrådssuppleant Dansk Folkeparti Randers.

Danmark er på renden af en storkonflikt mellem arbejdsgiver og fagforbund, det kan for mange virke besynderligt og unødvendigt.

Jeg vil derfor fortælle jer en historie om hvordan det er derude, jeg tager udgangspunkt i min søster, min søster hedder Manila og hun er det man kan kalde en af hverdagens helte.

Hun er uddannet og arbejder til daglig som social- og sundhedshjælper, og hun er en dygtig en af slagsen, den type medarbejder der yder sit bedste, fordrer selvbestemmelsesret og medinddragelse.

Manila er ansat som udekørende, det vil sige at hun har en cykel til rådighed, er der en morgen hvor der ingen cykel er, så går Manila rundt til hendes mange besøg. Det gør hende ikke noget, den ældre skal jo have den hjælp de har ret til.

For manges vedkommende, er Manila den eneste person de ser i løbet af dagen, så derfor går hun gerne. Sådan er det i sol og regn, i sne og blæst året rundt også i weekender og helligdage.

Manila har ikke valgt sit job på grund af favorable arbejdsforhold og god løn, men på grund af at hun vil gøre en forskel for den enkelte borger. Sådan tror jeg det er for de fleste der vælger at arbejde indenfor et humanistisk område, som for eksempel pædagog, lærer, sosu-hjælper eller sosu-assistent.

Manila har som de fleste sosu ansatte en arbejdsuge på 30 timer, plus det løse, man bliver jo gerne længere hvis der er behov for det, eller hvis timesedlerne er overbooket.

Denne velvilje og parathed honores med 12.000 kroner til udbetaling. 12.000 kroner? For mig at se er der INGEN tvivl, NOK er NOK.

Naturligvis skal vores varme hænder have mere i løn, for den indsats de leverer til hverdag. Jeg bakker op om vores varme hænder og opfordrer alle andre til at gøre det samme for NOK ER NOK.