Debat og politik

Nationalpartiet i Randers vil i byrådet

Formand for Nationalpartiet i Randers Daniel Fisker Jensen. Foto: Randers Netavis.

Nationalpartiet har stiftet en ny lokalafdeling i Randers. Formand er Daniel Fisker Jensen, 21 år og er ægte randrusianer.

Partiet har besluttet at stille op til det kommende byrådsvalg, med mindst én kandidat. Det er Daniel selv, men han udelukker ikke, at der kan komme flere til.

Daniel har ikke nogen politisk erfaring selv fra andre politiske organisationer udover Nationalpartiet. Han forklarer, at han havde svært ved at finde sit politiske ståsted. Han havde først overvejet Enhedslisten på grund af udlændingepolitikken. I kølvandet af sidste folketingsvalg, fandt han dog ud af, at det var Nationalpartiet som passer bedst til ham.

Ved folketingsvalget i 2015. Stemte han på løsgængeren Yahya Hassan som ikke kom i Folketinget.

Den unge digter med palæstinensiske rødder var opstillet i Østjyllands Storkreds, men opnåede kun 937 stemmer, svarende til 0,2 procent af de afgivne stemmer. Det ville have krævet over 20.000 krydser på stemmesedlerne at få et sæde på Christiansborg.

Et frisk pust i Randers

For et halvt år siden medvirkede han til at stifte en afdeling i Aarhus, og finder nu, at det er tid til at der også skal ske noget i Randers.

På partiets lokale facebookside oplyses det, at Nationalpartiet nu er klar til at gøre en forskel i Randers.

– Vi vil gøre Randers til et bedre sted at være. Det er det ganske vist i forvejen, men det kan altid blive bedre, synes Daniel Fisker Jensen, hvis slogan er ”lige mulighed for alle.”

Det gælder også for udlændinge og især de unge, som ligger ham stærkt på sinde.

På spørgsmålet om hvorvidt Nationalpartiet adskiller sig fra f.eks. Enhedslisten eller Radikale Venstre, forklarer Daniel, at han de etablerede partiers politik står i stampe.

– Vi er den nye dreng i klassen, og vil være et friskt pust og håber på, at Nationalpartiet på sigt kan gøre sig gældende på den politiske arena i Randers.

Udtrykket ”et frisk pust” blev i 2004 benyttet i en kampagne af Dansk Folkeparti. Men ifølge Daniel Fisker Jensen er der ingen, som skal tage patent på danskheden.

I øvrigt afviser han ikke, at Nationalpartiet kan og vil samarbejde med Dansk Folkeparti, selv om han vedstår, at Nationalpartiet ligger til venstre for midten.

– Vi har ingen berøringsangst overfor Dansk Folkeparti. De disker jo også op med noget godt ind imellem, og når de gør det, er vi da klar til at bakke op. I politik handler det jo ikke om, hvem som kommer med forslagene, men om hvad forslagene indeholder, forklarer Daniel Fisker Jensen

Danske værdier under pres

Nationalpartiet mener, at de danske værdier i øjeblikket er under pres. Partiet definerer begreberne respekt, tolerance og fredelig sameksistens som danske kerneværdier.

– Vi vil gerne gøre noget for at få stoppet bl.a. mobning. Det er et stort problem, for dem det går ud over. Det samme gælder alle former for racisme. Generelt synes vi, at der skal være plads til alle, og alle skal have lige muligheder i tilværelsen. Det er under pres, og det vil vi gerne gøre op med.

Vi er ikke nationalister

Daniel Fisker Jensen erkender, at partiets navn kan give associationer til nationalisme.

– Jeg ved godt, at det klinger lidt af højrefløj, men det er absolut ikke tilfældet, erkender han, og forklarer, at han har været udsat for at blive forvekslet med den tidligere nazist Daniel Carlsens parti Danskernes Parti.

– Personligt synes jeg nu, at navnet er meget passende, fordi vort parti kan rumme alt og alle. Det er egentlig lidt underligt, at det giver disse forkerte associationer bare fordi man benytter Dannebrog i sit partilogo, forklarer han.

Kommende aktiviteter

For at blive kendte i kommunen, vil der blive lavet flere aktiviteter i Randers herunder oplysningsmøder, debatmøder og foredrag.

Der er endnu ikke taget stilling til evt. valgforbund, men partiet er meget åbne for samarbejde med andre partier. Der er heller ikke taget stilling til hvem de peger på, som borgmester.

Konkrete mærkesager til byrådsvalget bliver diskuteret efter sommerferien, men allerede nu ligger det fast, at lige muligheder for alle; bedre forhold for de unge og for udlændingene vil være typiske mærkesager.

Klar til politisk kamp

Daniel vil fra nu og frem til kommunalvalget benytte tiden til at sætte sig ind i det politiske univers i Randers, og til november er han klar til at tage den politiske kamp med de øvrige partier om pladerne i Randers byråd.

Vil du vide mere om Nationalpartiet i Randers kan det gøres på Facebook eller på partiets hjemmeside.

Kommentarer