Paderup

Musical om Edward Saksehånd på Paderup Gymnasium

Foto: Paderup Gymnasium

Tirsdag den 26. og onsdag den 27. april byder Paderup Gymnasium velkommen til årets musical ”Sten, saks, papir”. Traditionen tro bliver det en flot forestilling, som i disse dage forberedes af alle gymnasiets kreative hoveder.

Handlingen er et gotisk eventyr om en højst usædvanlig person, som hedder Edward. Inspirationen kommer fra Tim Burtons film ”Edward Saksehånd” fra 1990, som elever og lærere har lavet deres egen musicalversion af med fokus på at rumme det anderledes og mærkelige.  

Hovedpersonen Edward er en robot, som er skabt af en genial opfinder. Selv om Edward er charmerende og god, er han ikke perfekt. Opfinderens pludselige død efterlader ham ufuldendt med skarpe blade af metal i stedet for hænder. Edward bor alene i mørket i mange år, indtil en venlig dørsælger en dag tager ham med hjem til sin familie og lader ham bo der. Og således begynder Edwards eventyr i en pastelfarvet forstad, hvor man dyrker konformiteten og livet i hamsterhjulet. Edward kan noget helt særligt med sine saksehænder, som hele byen beundrer og elsker – lige indtil det hele vender, og Edward forelsker sig i familiens datter. Men kan en robot vinde et hjerte?  

Der medvirker omkring 80 elever i forestillingen fordelt på musik, dans, skuespil, kor, backstage og teknik. Billetter til musicalen kan købes ved henvendelse til Paderup Gymnasiums kontor.

Kommentarer