Debat og politik

Mogens Nyholm valgt som borgmesterkandidat

På Radikale Venstre generalforsamling er Mogens Nyholm, Randers blevet valgt som spidskandidat til kommunevalget den 21. november 2017; og er dermed partiets bud på en borgmester. Samtidig er Hans Toftdahl, Assentoft valgt til lokalformand.

Indsendt pressemeddelelse af Radikale Venstre i Randers.

For det Radikale Venstre vil følgende tre temaer stå øverst på listen over det man vil arbejde for i den kommende valgperiode:

Bedre vilkår for de små børn
De første år af børnenes opvækst er helt afgørende for deres videre færd i livet. Derfor må vi som kommune sikre de allerbedste vilkår for deres opvækst, for bl.a. derigennem at rette op på svage sociale vilkår. Børn og unge er nøglen til fremtidens velfærd.

Mere kvalitet i skolerne
Skolestrukturen er blevet centraliseret af et flertal i byrådet, vi var i mod, men det er desværre ikke realistisk at vende tilbage til den gamle struktur (nogle skoler er jo revet ned/solgt). Men det skal ikke afholde os fra at arbejde for at kvaliteten af vores uddannelser forbedres. Det kan ikke være rigtigt at næsten en femtedel af eleverne i afgangsklasserne ikke får et tilstrækkeligt godt resultat til at gå videre med en ungdomsuddannelse. Det skal vi gøre bedre.

Fastholde og udbygge indsatsen for miljø og natur
Vi har en fantastisk natur i Randers Kommune. Den skal vi værne om, set fra såvel et lokalt- som et globalt perspektiv.

Samtidig går Radikale Venstre til kommunevalg 2017 med en fast insisteren på ordentlighed, åbenhed og ærlighed i byrådets arbejde. I den forløbne valgperiode har der været adskillige eksempler på, at de to store partier har haft en meget uheldig adfærd i byrådsarbejde, og ikke nok med at det har været uhensigtsmæssigt, der har også været tale om direkte ulovligheder. Det må være slut nu. Love og aftale skal som minimum holdes.

Radikale Venstre går til valg med den indstilling, at Randers Kommune trænger til at få en borgmester, der ikke kommer fra de sædvanlige borgmesterpartier – Socialdemokraterne og Venstre. De to partier har siddet på magten i Randers alt for længe, hvilket tydeligt kommer til udtryk i deres måde at forvalte magten på: magtfuldkommenhed, og manglende evne og vilje til at udfolde en ægte hensyntagen til andre synspunkter og interesser.

Hans Toftdahl udtaler følgende:

– Venstre og Socialdemokratiet i Randers er de to største partier. Men størrelse forpligter. Og det har de desværre ikke forstået. Tankegangen er præget af en udpræget centralisme, hvor de alt for ofte handler tingene af de to partier imellem, uden at ville lytte til øvrige partier. Denne metode gør de politiske beslutninger indskrænkede og dårligere.

– Skal Randers have et byrådssamarbejde med ægte brede demokratiske forhandlinger og beslutninger, er det tilsyneladende nødvendigt, at de to store partier ikke længere vil kunne udgøre et flertal tilsammen. Det vil tvinge begge partier til som noget helt nyt: at lytte til byrådets andre partier.

– Der har i denne valgperiode været talt en del om tonen i byrådet. Men når man anklager andre for at ikke at opføre sig som de burde, så skulle man måske starte med at spørge, hvordan man selv har bidraget. Hvordan ville man selv reagere, hvis man følte sig trumlet af et politiks flertal, som end ikke vil stille op til dialog om beslutningen? Hvis man sparker tilstrækkeligt længe på hunden, er det lidt underligt at klage over at den gør.

Der er behov for et systemskifte i Randers byråd, og det stiller Radikale Venstre sig gerne i spidsen for.

Kommentarer