Asferg

Mød den tidligere modstandskvinde Ebba fra Randers

I 2020 er det 75-året for Danmarks befrielse, og allerede nu tager menighedsrådet i Asferg Sogn forskud på begivenheden, når der næste søndag den 22. september klokken 15:30 inviteres til foredrag i konfirmandstuen ved præstegården i Asferg.

Her kan man møde den 94-årige tidligere modstandskvinde Ebba Hjortshøj Sørensen fra Randers. Hun fortæller levende om sine oplevelser under besættelsen i modstandsgruppen A/S-gruppen i Randers. Gruppen foretog sabotage, stikkerlikvideringer og nedkastninger. Blandt andet overtog A/S-gruppen våbenmodtagelsen på Kåtrup Hede efter, at Hvidstengruppen var taget.

Ebba Hjortshøj Sørensen og hendes bror Aksel samt forældrene var kommunister, og derfor kan hun også fortælle om konsekvenserne af de kommunistlove, som blev indført med tilbagevirkende kraft.

Medlem af menighedsrådet Jens Roed opfordrer folk til at bidrage med minder og fortællinger fra besættelsen efter foredraget.

For de som er interesserede er Asfergladen også åben for besøg. Det er den gamle præstegårdslade i Asferg, som er restaureret og indrettet som historisk værksted.

Såvel foredrag som besøg i Asfergladen er gratis. Menighedsrådet er vært ved en kop kaffe, en øl eller sodavand.

Foredraget med Ebba Hjortshøj Sørensen afholdes i konfirmandstuen, Søndergade 2 i Asferg, 8990 Fårup, og alle er velkomne.

Kommentarer