Livsstil og forbrug

Mobilselskabet Greentel investerer i Underværkets bybier

Ida Marie Fiil Tarp, Greentel, sammen med Annemarie Winther, leder af Underværket i forbindelse med overdragelse af andelsbeviset for et bistade på Underværkets tag. Foto: Underværket

30 andele i bybi-staderne på Underværkets tag er pr. 1. maj 2023 blevet købt af det lokale mobilselskab Greentel, og dermed er driften af et helt stade sikret det kommende år.

Ida Marie Fiil Tarp fra Greentel står for at drive og udvikle virksomhedens grønne profil, som blandt andet omfatter bevaring af regnskov sammen med Randers Regnskov samt opsamling af havplast langs Vesterhavet og i havne i Danmark.

Sidste år etablerede virksomheden vilde bede og et insekthotel foran kontoret på Jomfruløkken i Randers, og Ida Marie Fiil Tarp tog kontakt til Annemarie Winther fra Underværket om et muligt bi-samarbejde.

– Vi har været vilde med bybierne fra første færd, det er et godt lokalt projekt, der gør en forskel, som vi hos Greentel gerne vil støtte op om, fortæller hun.

Tanke blev gjort til handling, og Greentel er således nu glade andelshavere i bybi-staderne på Underværkets tag; på sigt er drømmen at få virksomhedens egen bigård på taget af bygningen på Jomfruløkken.

– Vi har et oprigtigt ønske om at være med til at handle og tænke mere grønt, siger Ida Marie Fiil Tarp og taler dermed ind i en aktuel dagsorden.

“Der er stort set ingen insekter tilbage på villavejene”.

– Sådan lød en overskrift på DR 18. maj for kun et år siden. Artiklen refererer til et forskningsprojekt, der konkluderer en negativ sammenhæng mellem antallet af insekter og urbanisering. Det er noget, rigtigt mange efterhånden er optaget af, siger Annemarie Winther og peger på, at FN fx har udråbt 20. maj til ’world bee day’, for at rette fokus på biernes vanskelige kår og deres store betydning for den globale fødevareproduktion.

Arbejdsbier i bogstavelig forstand

Kun de færreste bemærker bierne i byen, fordi de har travlt med at indsamle føde og derfor flyver i fast rutefart mellem hustagene og blomsterbede, men leder af Underværket, Annemarie Winther, kan oplyse, at bybierne den seneste måneds tid har arbejdet på højtryk, og at Greentel-familien og de øvrige bifamilier allerede er vokset betydeligt, trods en del kulde og vind i starten af måneden. Forventningen er, at der kommer godt med honning til den første slynging, planlagt til at løbe af stablen 16. juni 2023 i Underværket.

Andelshavere er med til at sikre driften af projektet

Lokalt er der mange gode initiativer, som samlet gør en forskel. Randers Kommune har en Klimaliga, der samler alle, som vil slå et slag i kampen for klimaet; byen har deltaget i konkurrencen om at være landets vildeste kommune og blandt andet også støttet Bi-Underværker med i alt otte bistader på tage i byens centrum, der i 2022 desuden blev støttet af 120 andelshavere.

I år er Greentel blevet andelshaver i et helt stade og er dermed med til at sikre den fortsatte drift af projektet. Flere private har også i år købt en andel. Både andel og honning kan købes i Underværket, Stemannsgade 9c i Randers.

 

Kommentarer