Debat og politik

Ministeren gav kun halve tilsagn til brugerne af Fussingø

Se billedserie

Debatindlæg af: Michael Aastrup Jensen

Adgang og sikkerhed. To afgørende ord for den kommende Naturnationalpark Fussingø. Et notat fra Københavns Universitet beskriver flere eksempler på, at det ikke er helt ufarligt at udsætte store græssere blandt besøgende gæster i nationalparkerne. I Storbritannien har der siden år 2000 været 18 ulykker med dødelig udgang, hvor kvæg har nedtromlet mennesker inde i en indhegning. I Østrig var der i 2015 en 14 årig tysk pige, der blev trampet ihjel af en ko, da hun luftede sin hund. Derudover viser flere eksempler fra Nationalpark Mols Bjerge, at det heller ikke er ufarligt at blande kvæg og besøgende. Når jeg nævner eksemplerne, er det ikke for at male et skræmmebillede, men for at påpege at der er et sikkerhedsaspekt, som vi skal håndtere i udarbejdelsen af den nye nationalpark. Derfor havde jeg også håbet på et mere klart tilsagn fra ministeren omkring det sikkerhedsmæssige aspekt i den nye naturnationalpark i Fussingø.

Der skal være plads til øget biodiversitet og besøgende

Miljøministeren og jeg er enige om at kvæg skal hegnes inde, så de ikke holder besøgende ude af nationalparken. Men det er samtidig afgørende, at indhegningerne giver plads til skovens nuværende brugere. Det er vigtigt, at vi ikke ødelægger et stort og rekreativt område med for mange begrænsninger for de nuværende brugere. Derfor er jeg glad for at ministeren i spørgetimen trods alt gav det løfte, at man skal involvere flere parter i udarbejdelsen af det nye område. Målet om at skabe øget biodiversitet i området støttes af langt de fleste. Men der er selvsagt mange veje til målet. Flere har over for mig foreslået om man ikke kunne udsætte får og geder i stedet for vilde heste eller kvæg. Den konkrete udmøntning af aftalen mellem Regeringen, Radikale Venstre, SF og Alternativet skal snart på tegnebrættet, og derfor er det vigtigt at alle der vil høres nu engagerer sig i nationalparkens udformning.

Kommentarer