Kultur

Minister-ros til Madservice Kronjylland

Se billedserie Ældreminister Thyra Frank besøgte fredag Madservice Kronjylland i Randers. Foto: Randers Netavis.

Der blev uddelt mange og store verbale roser til Madservice Kronjylland på Falstersvej 2 i Randers, da ældreminister Thyra Frank fredag besøgte stedet.

Det var stedets leder Marianne Sloth, der havde inviteret ministeren, og Thyra Frank ville gerne komme til Randers.

Selvom der føres valgkamp på højtryk, lykkedes det at få borgmester Claus Omann Jensen (V) og formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget Leif Gade (S) til at deltage i besøget. Det samme gjorde direktør for sundhed, kultur og omsorg Erik Mouritsen samt omsorgschef Per Christensen. Fra Ældrerådet deltog formand Per Boysen.

Marianne Sloth orienterede ministeren om de værdier, som Madservice Kronjylland lægger vægt på. Det er bl.a. valgfrihed, mulighed for individuelle valg og fokus på den enkelte borger.

Madservice Kronjylland har eksisteret siden 2001, og det var en politisk beslutning som lå bag. De arbejder ud fra to vinkler hhv. samarbejdet med kommunens plejecentre og den anden er i forhold til distrikter og de 850 hjemmeboende personer.

Marianne Sloth fremviste madplaner hvorfra kunderne hver uge frit kan vælge mellem 12 forretter, 12 hovedretter og 12 desserter. Diabetikere og andre med specielle behov for en særlig kost har også mulighed for at vælge lige netop den mad, som passer til den enkelte.

– Grundlaget for at vi kan få denne virksomhed til at køre er, at vi skal lave mad, som smager rigtig godt, og som vores borgere gerne vil have. Samtidig skal vi sørge for, at prisen holdes på et niveau, hvor den ikke bliver alt for dyr, forklarede Marianne Sloth.

Madservice Kronjylland laver omkring 20.000 enheder om ugen, hvoraf 25 % er specialkost, hvilket svarer til cirka 5.000 enheder. Fremstillingen af specialkost bevirker, at der kan tages hånd om f.eks. de småt spisende, dem som har tygge- og synkebesvær.

Maden blive leveret direkte til døren, og chaufførerne på bilerne er alle ernæringsassistenter. Hver dag kører der omkring 5 – 6 biler hver dag, som leverer mad til kommunens borgere og plejecentre.

Chaufførerne/ernæringsassistenterne tilstræber, at det er de samme personer, der kommer ud til kunderne. Hermed opstår der et stærkt tillidsforhold, og i ferieperioder kan de gøre opmærksom på evt. problemer, som afløseren skal være opmærksom på.

– Det er næsten som den faste hjemmehjælper. Det er noget som betyder meget for personalet, men også for kunderne pointerede Marianne Sloth. Det betyder samtidig, at der er mulighed for at opdage, om den enkelte kunde f.eks. taber sig for meget, og derfor kan indsætte en kostvejleder.

Souschef Hanne Sørensen forklarede, at Madservice Kronjylland har en diætist og kostvejleder ansat, som kan sendes ud til de borgere, som modtager specialkost.

Borgmester Claus Omann Jensen gjorde opmærksom på, at der løbende finder kvalitetsmålinger sted. Det sker bl.a. ved, at ”test-spisere” fra Ældrerådet uanmeldt dukker op på eksempelvist et plejehjem og spiser med.

– Her lægger vi mærke til hvordan maden er anrettet og naturligvis hvordan det smager, forklarede formand for Ældrerådet i Randers Per Boysen, som efterfølgende udarbejder en rapport, der sendes til Madservice Kronjylland og forvaltningen. Har der været bemærkninger, bliver der omgående taget hånd om det, sagde Per Boysen, som samtidig understregede, at maden altid har været perfekt, og der har kun været små bemærkninger om forslag til anretningen.

Leif Gade var stolt over, at brugertilfredsheden ligger ekstremt højt i Randers Kommune, og det var også blevet bemærket af ministeren som allerede vidste, at 92 % af alle brugerne er meget godt tilfredse med maden. Det karakteriserede hun som et meget flot resultat.

Efter orienteringen viste Marianne Sloth rundt på virksomheden. Det skulle vise sig at blive en kulinarisk oplevelse lidt ud over det sædvanlige.

I dagens anledning var der stegt frikadeller, som lå klar til at blive spist. Borgmesteren var meget tilbageholdende, og det fik Thyra Frank til at sige, at når ministeren spiser frikadeller, så bør borgmesteren også gøre det.

Det var lige den besked, som borgmesteren havde ventet på. Selvom der var stegt rigeligt, så kokken var sikker på, at der var nok, så var fadet tomt, da følget gik videre. Det var borgmesterens mave til gengæld ikke.

Stort set det samme gentog sig da følget nåede afdelingen med desserter. Her blev der serveret mokkafromage og ris ala mande i rigelige mængder. Det venlige personale opfordrede ministeren til at smage på det hele, og det fik den lune og selvironiske minister til at udbryde:

– Det er da godt, at ingen her har vægtproblemer!

Da rundvisningen var færdig, var der absolut ingen knurrende maver. Tværtimod, og det blev i høj grad betragtet som et kompliment til Marianne Sloth og Madservice Kronjylland.

Da der var lejlighed til at ældreministeren kunne stille supplerende spørgsmål overtog hendes særlige rådgiver, og ville gerne vide, om ikke Madservice Kronjylland også leverer mad i København.

Direkte henvendt til Marianne Sloth, sagde ministeren, at hun beundrede både hende og virksomheden.

– Du er villig til at gå hele vejen. Du går ikke bare op i, at maden bliver ordentligt tilberedt, men også hvordan den bliver modtaget af kunderne. Og jeg er glad for, at du er villig til at tage en dialog med kunderne, og hele tiden forsøger at opfylde deres individuelle ønsker, påpegede Thyra Frank.

Fællestillidsmand Birgitte Frank forklarede kort om projektet ”Spiseven,” som fungerer lidt ligesom en besøgsven, men besøger en borger én gang om ugen og spiser et måltid med varmt mad sammen med borgeren.

Efter besøget talte Randers Netavis med Thyra Frank, og spurgte hende hvilket indtryk hun havde fået af Madservice Kronjylland.

– Der er her ingen tvivl om, at Marianne Sloth er en ildsjæl som leder, og ledelse betyder meget for en virksomhed, påpegede hun, og var meget imponeret over det engagement, som alle medarbejderne demonstrerer.

Thyra Frank fremhævde smagen, som en af de sanser, som kan forsvinde. Og netop smagen kan være med til at skærpe andre sanser. Her tog hun udgangspunkt i sig selv:

– Når vi var til juletræsbal som børn, fik vi en rød pølse med en klat sennep. Så når jeg i dag sidder med en rød pølse og lidt sennep, så føler jeg mig hensat til min barndom. Og sådanne sanseoplevelser kan måske også hjælpe mennesker med demens, betonede ældreministeren.

Ministeren blev inspireret af den mangfoldighed og valgfrihed for kunderne, som virksomheden udviser. Ikke mindst fandt hun projekt ”Spiseven” meget interessant, og er overbevist om, at det kan bruges i det politiske arbejde.

– Et sådant projekt er jo en fordel for alle parter. Det kan blive opdaget, hvis en borger f.eks. taber sig abnormt. Sygdom betyder flere indlæggelser på hospitalerne, og tidligere død. Samtidig bekæmper det ensomhed, og opfylder i virkeligheden en lang række sociale opgaver. Og så er det jo mere hyggeligt, når man spiser sammen, konstaterede ældreministeren, som selv har en fortid som leder af det legendariske plejehjem ”Lotte” i København.

Kommentarer