Debat og politik

Millionstigning til byrødderne får et nej fra SF

Læserbrev af Charlotte Broman Mølbæk, byrådsmedlem for SF Randers.

Folketinget har besluttet, at borgmestrene skal stige i løn, fordi de ikke er steget siden 90’erne, ligesom det almindelige lønniveau er steget. Den lønstigning er finansieret af staten, så det kommer ikke til at koste lokalt i Randers kommune.

Men hvis vi intet gør, så vil det betyde, at vi skal finde 1,1 million kroner i forhøjelse til byrøddernes vederlag, for de er nemlig beregnet ud fra en procentdel af borgmesterens løn og stiger derfor tilsvarende. Det står der i styrelsesvedtægten for Randers kommunes byråd.

I SF Randers mener vi, at byrådsmedlemmer generelt får alt for lidt for at tage det store ansvar og den arbejdsbyrde på sig. Som eksempel gælder det for mig, at jeg får godt 8000 kroner udbetalt og betaler 10% i partiskat, og ofte sker det, at min arbejdstimer som politiker overstiger 37 timer på en uge.

Jeg kendte godt præmissen, og penge var slet ikke grunden til at jeg valgte at stille op, men hvis vi ønsker at have ansvarlige politikere, der engageret vil tage denne post på sig, så må vi også sikre os, at de bliver ordentligt betalt. Man skal også huske, at byrådsmedlemmer ikke optjener pension eller har nogen form for arbejdstidsregler eller regler for arbejdsmiljø, men jo bærer et kæmpestort ansvar på sine skuldre for alle borgere her i Randers kommune.

Derfor mener vi i SF Randers, at vi burde dele lønstigningen fladt ud på de 31 byrådsmedlemmer, da udvalgsformænd o.l. i forvejen er økonomisk kompenseret. Således vil vi forbedre arbejdsvilkårene, så vi kan få byrådsmedlemmer, der har tid til at sætte sig ordentligt ind i sagerne.

Men pengene skal ikke findes i Randers kommune og slet ikke i en tid med umulige besparelser. For lønstigningen som følge af borgmesterens forhøjelse, skal findes i vores eget budget, da staten ikke dækker det. Og selv om pengene findes i en central pulje, så er det stadigvæk en million kroner, som vi kunne bruge på socialområdet eller på skolerne, som begge er virkelig hårdt ramte områder.

Når punktet behandles på mandagens byrådsmøde, så vil SF stemme imod en stigning, fordi det ikke skal være vores velfærd, der skal betale gildet.

Vil du følge med i nyhederne fra dit lokalområde? Så gå på Facebook og giv et “synes godt om” til Randers Netavis her

Kommentarer