Uddannelse

Mere uddannelse kan øge BNP med op imod 105 milliarder kroner

Overskud af uuddannet arbejdskraft i 2030 kan sænke Danmarks velstand med milliarder af kroner, viser ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Samtidig vil der være store gevinster at hente ved at uddanne flere med de kompetencer, der bliver mangel på.

Det danske arbejdsmarked kommer ifølge fremskrivninger til at mangle tusindvis af faglærte og personer med en kort eller mellemlang videregående uddannelse i 2030. De positive effekter af at uddanne flere personer med de fagligheder kan løbe op i et trecifret milliardbeløb, viser ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I marts offentliggjorde tænketanken en prognose, der viser, at den danske arbejdsstyrke ikke vil matche de kompetencer, som virksomhederne kommer til at efterspørge i 2030.

Konkret vil der være en mangel på cirka 99.000 faglærte, 24.000 personer med en kort videregående uddannelse og 13.000 personer med en mellemlang videregående uddannelse. Samtidig vil der være et nærmest tilsvarende overskud af ufaglærte og akademikere.

Nu viser nye beregninger i en større rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der ligger en BNP-gevinst på op imod 105 milliarder kroner ved at løse ubalancerne på arbejdsmarkedet gennem uddannelse. Dermed undgår man en situation, hvor mangel på uddannet arbejdskraft kan hæmme jobskabelsen for ufaglærte.

”Der er store gevinster ved at uddanne arbejdsstyrken til de krav, som virksomhederne kommer til at stille i fremtiden. Hvis virksomhederne kan trække på den arbejdskraft, de behøver, øger de deres produktivitet, og det vil kunne mærkes i den danske økonomi generelt,” siger senioranalytiker Jon Nielsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Forskellen på sejr og nederlag er enorm

I rapporten har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd regnet på to scenarier. I det ene scenarium er ubalancerne løst gennem uddannelse. I det scenarium viser der sig en velstandsgevinst på 50 milliarder kroner.

I det andet scenarium har AE regnet på konsekvenserne, hvis manglen på uddannet arbejdskraft begrænser den ufaglærte beskæftigelse. Hvis det sker, kan Danmark tabe velstand for op imod 55 milliarder kroner. Det er et worst case-scenarium.

Den samlede forskel mellem de to scenarier beløber sig altså til 105 milliarder kroner.

”I fodbold taler man om sekspointskampe, når man møder sine direkte rivaler i afgørende kampe. Kampen kan have tre udfald, hvor der er seks point mellem en vundet og tabt kamp. Ubalancerne på arbejdsmarkedet er en af de kampe, vi bare ikke må tabe. Forskellen på et nederlag og en sejr vil være op imod 105 milliarder kroner,” siger Jon Nielsen.

”Allerede i dag oplever mange arbejdsgivere mangel på uddannet arbejdskraft ude på industrivirksomhederne, sygehusene og så videre. De ubalancer tegner til at blive værre. De nye beregninger illustrerer, hvor vigtigt det er, at vi som samfund får løst den problematik,” siger Jon Nielsen.

Hent hele rapporten Danmark mangler 99.000 faglærte i 2030 – ubalancer på arbejdsmarkedet

Fakta

  • 105 milliarder kroner er forskellen mellem at løse ubalancerne på arbejdsmarkedet i 2030 gennem uddannelsesløft – og et worst case-scenarium, hvor vi ikke løser ubalancerne.
  • 50 milliarder kroner øger Danmark BNP med ved at løse ubalancerne på arbejdsmarkedet gennem uddannelse, viser analysens best case-scenarium.
  • 55 milliarder kroner kan Danmark tabe i velstand ved ikke at løse ubalancerne, viser worst case-scenariet i analysen.
  • Fremskrivning viser, at det danske arbejdsmarked kommer til at mangle 99.000 faglærte i 2030. Også personer med korte og mellemlange videregående uddannelser vil der være mangel på. Samtidig vil der være markante overskud af personer uden en erhvervskompetencegivende uddannelse og akademikere.
  • Ubalancerne skaber risiko for højere ledighed for nogle grupper og flaskehalse for andre grupper på arbejdsmarkedet. Det kan begrænse samfundets vækstmuligheder. Der er derfor potentielt en stor BNP-gevinst at hente ved at undgå en situation med uddannelsesmæssige ubalancer på arbejdsmarkedet.

Kommentarer