Erhverv

Manglende anerkendelse kan betyde lærerflugt i Danmark

Karsten Vikke, Ofir.dk’s adm. direktør.

67 % af danske skolelærere overvejer mindst én gang årligt at forlade faget. Det viser en ny undersøgelse fra jobportalen Ofir. Det bliver svært at tiltrække kvalificerede lærere, hvis der ikke lyttes til deres behov, vurderer Ofirs adm. direktør Karsten Vikke.

Tavlen er erstattet med Teams, og hånden rækkes op med et tryk på en knap. Skolelærere stod over for en omvæltende udfordring det seneste år og måtte omlægge deres sædvanlige undervisning til digitale klasseværelser hjemme fra stuen. Men når teknikken driller, lyden hopper fra og eleverne er langt væk, er det svært at holde motivationen oppe – ikke mindst når man i forvejen savner anerkendelse for sin indsats.

En helt ny undersøgelse ’Skolelærere og jobskifte 2021’ fra Ofir.dk, der er én af Danmarks førende jobportaler inden for undervisning, viser, at mere end to ud af tre danske skolelærere årligt overvejer helt at stoppe i faget. Undersøgelsen er foretaget blandt 404 skolelærere fra hele landet og viser, at manglen på anerkendelse er en stor faktor for at lærerne vil væk. Resultaterne skal ifølge Ofir.dk’s adm. direktør Karsten Vikke tages alvorligt.

”Hvis ikke der sker ændringer i forholdene for danske skolelærere, risikerer vi, at mange lærere vælger at forlade deres nuværende job, fordi de mangler anerkendelse eller ikke har ordentlig tid til at forberede deres undervisning,” siger Karsten Vikke, som vurderer, at det kan betyde en decideret lærerflugt i den nærmeste fremtid, hvis der ikke tages skridt for at forbedre deres forhold og øge arbejdsglæden.

Manglende tid dræber motivationen

Et andet opsigtvækkende resultat fra analysen er, at 31 % af de offentligt ansatte skolelærere overvejer at skifte til det private erhvervsliv på månedlig basis, mens 59 % overvejer det årligt. Det er især på grund af ønsket om mere tid til den enkelte elev.

”Det har i forvejen været en udfordrende tid for landets skolelærere, der allerede før coronakrisen var pressede. Vi risikerer, at de største tabere i denne sag bliver en hel generation af skoleelever, der naturligvis har stor glæde af dygtige og motiverede undervisere,” advarer han.

Lyt til lærerne

Dykker man dybere ned i rapporten, er der dog også positive elementer, mener Karsten Vikke. Lærernes svar giver nemlig et klart billede af, hvad der skal til for at tiltrække og fastholde flere inden for lærergerningen.

”Resultaterne viser, at flere ting spiller ind. Udover større anerkendelse er muligheden for fleksibel forberedelsestid og faglig udvikling nogle af de vigtigste parametre for at kunne tiltrække flere til jobbet. Også muligheden for at kunne følge de samme børn i flere år er blandt de væsentligste faktorer,” fortæller Karsten Vikke.

Om undersøgelsen

Analysen er foretaget af Ofir, der er én af Danmarks førende jobportaler inden for undervisningssektoren. Analysen tager udgangspunkt i et spørgeskema, og svarene er indhentet gennem Danmarks tre største Facebookgrupper for skolelærere, der har over 52.300 medlemmer i alt. 404 skolelærere fra hele landet besvarede spørgeskemaet og eftersom der er ca. 47.000 lærerårsværk i grundskolen i Danmark, har analysen et konfidensniveau på 99 % med en fejlmargin på 5 %. Den er med andre ord repræsentativ.

Undersøgelsen kan findes i sin fulde form lige her.

Kommentarer