Randers By

Mai-Britt blev årets faglærer

Mai-Britt Kristiansen, underviser på Tradiums tømreruddannelse, har som den første fået Byggeriets Faglærerpris for på exceptionel og usædvanlig vis brænde for at motivere, bakke op om og løfte unge til at blive dygtige håndværkere. Pressefoto

Mai-Britt Kristiansen fik Byggeriets Faglærerpris for at være en særlig god underviser inden for byggefagene. Hun fik prisen for at have en stor faglig indsigt kombineret med en pædagogisk styrke, der inspirerer, fastholder og motiverer de unge på Tradiums tømreruddannelse.

– Mai-Britt, du har en særlig evne til at få eleverne til at trives. Du ser den enkelte og skaber et læringsmiljø, der giver eleverne en stor glæde ved faget. Du giver dem troen på sig selv og uddanner dem både fagligt og personligt, sagde Hanne Pontoppidan, Uddannelsesforbundets formand, da hun i går uddybede begrundelsen for, at Mai-Britt Kristiansen, underviser på Tradiums tømreruddannelse, fik Byggeriets Faglærerpris.

Fra Tradiums side var der stor stolthed at spore hos direktør, Lars Michael Madsen, der også anerkendte Mai-Britts undervisning.

– Du udvikler både hænder, hoveder og hjerter med din måde at undervise på. Du bygger de unge mennesker op, du bygger bro til producenter og leverandører, du bygger uddannelsen op, så den når et højere niveau. Du løfter alle omkring dig, derfor er du en stærk kapacitet, som du skal vide, at jeg er meget beæret over at være på hold med.

Det var en rørt Mai-Britt Kristiansen, der modtog prisen som årets faglærer.

– Det varmer utroligt meget. Det er et kæmpe skulderklap. Jeg brænder for at give mine elever succes, så de kan komme videre og få et godt arbejde, siger en glad Mai-Britt Kristiansen, der blev fejret med mange flotte taler, da mere end 100 mennesker var samlet på Tradiums nye tømrerskole for at hylde hende. Med prisen følger et rejselegat på 30.000 kr. som Mai-Britt kan bruge til at rejse ud i verden og få inspiration både til sin undervisning og hvordan man kan udvikle uddannelsen generelt.

Mai-Britt målretter undervisningen

En af dem, som har nydt særlig godt af Mai-Britts undervisning er Brian Eriksen, der er i gang med uddannelsen som byggemontageteknikker på Tradium.

– Jeg var i gang med tømreruddannelsen, som jeg skulle bestå for at komme på byggemontageuddannelsen. Jeg havde samtidig søgt læreplads og sat mig selv hårdt op. Tingene gik for hurtigt for mig, så jeg gik ned med stress og kunne slet ikke følge med. Det var Mai-Britt, der samlede mig op. Hun målrettede min undervisning, så den passede til mig. Det betød, at jeg kunne få dagen til at hænge sammen, og efter nogle måneder var jeg på fuld tid igen. Hun er rigtig god til at lytte og finde ud af, om et problem har noget med en opgave på skolen at gøre eller handler om noget derhjemme. Hun har i den grad fortjent prisen, siger Brian Eriksen, der er elev på Tradium.

Mange nye elever får glæde af Mai-Britts undervisning

På landsplan hører vi, at erhvervsuddannelserne taber terræn. Det gælder heldigvis ikke tømreruddannelsen på Tradium, der har vendt udviklingen og har stor fremgang. Derfor er der heldigvis mange, som vil få fornøjelse af at møde Mai-Britt og lære om trækonstruktioner i alle udformninger, og videreføre de stolte traditioner i tømrerfaget, hvor præcision og kreativitet er i højsædet.

Allerede på mandag begynder omkring 50 nye tømrere på Tradium, som får mulighed for at møde Danmarks bedste faglærer inden for byggefagene.

Byggeriets Faglærerpris er det nyeste skud på stammen blandt Boligfonden Kubens priser. Den blev stiftet i 2017 med uddeling første gang i 2018. Prisen uddeles i et samarbejde med Uddannelsesforbundet og har til formål at hædre en god og inspirerende byggefaglærer/et lærerteam fra en erhvervsskole, som på exceptionel og usædvanlig vis brænder for at motivere, bakke op om og løfte unge til at blive dygtige håndværkere.

Kommentarer