Debat og politik

Louise Høeg: Housing First

Arkivfoto: Louise Høeg

Debatindlæg af Louise Høeg (V), Medlem af Randers Byråd.

Hjemløsheden i Danmark har været stigende i nogle år. – Men ikke længere i Randers Kommune. Ifølge den nationale hjemløsetælling er der tværtimod sket et fald på 26 procent i antallet af hjemløse borgere fra 117 i 2015 til nu 86.

Af de 86 procent er for eksempel 14 procent i udslusningsboliger, 36 procent bor på herberg, mens 28 procent bor midlertidigt hos familie og venner.

De flotte tal er resultatet af en bred indsats hvor der for det første arbejdes forebyggende mod hjemløshed på tværs af forvaltningerne, med frontmedarbejdere samt i kommunens boligsociale enhed.
Dernæst er der arbejdet hurtigt og intensivt for og med de borgere der er havnet i hjemløshed.

Kommunen har lige nu tre igangværende projekter på området der nu snart, efter tre år, slutter, og projektmidlerne er blandt andet brugt til at afprøve screeningsværktøj, samarbejdsmodel, bostøttemetoderne ICM og CTI kombineret med Housing First-tilgangen og midlertidige boliger. Blandt andet tilvejebringer boligforeningerne udslusningsboliger der kan få unge ud af hjemløshed.

Der har været særligt fokus på de unge og modsat landstallene så er antallet af unge hjemløse under 30 år faldet med næsten 20 procent i Randers Kommune. 90 procent af alle hjemløse borgere og 97 procent af de unge hjemløse vil gerne have egen bolig og hovedparten helst ”en lejlighed i en almindelig opgang”.

Med det at få og have sin egen bolig følger det at kunne indrette sit eget hjem og base, hvor man eksempelvis får styrken til at starte på uddannelse eller i job. Så derfor er Housing First så vigtigt. Og derfor er jeg også utroligt glad for at V og DF i budgetforliget afsatte 1,3 millioner kroner årligt til at videreføre hjemløsestrategien.

Kommentarer