Lokal messingblæser spiller med, når Dronningen besøger Randers
Prinsens Musikkorps skaber den musikalske ramme for Hendes Majestæt Dronningens besøg i Randers 31. august. I korpset spiller 47-årige Mathias Jensen, der bor i Nørre Ålum vest for Randers; han synes, det er noget helt særligt, at Dronningen besøger Randers Kommune.
Når messingsinstrumenternes toner lyder fra Prinsens Musikkorps til Dronningens besøg i Randers den 31. august, er det med lokalt islæt i form af musiker og valdhornist, 47-årige Mathias Jensen, der bor i Nørre Ålum lidt uden for Randers. Med 18 års erfaring som stolt medlem af orkesteret, er koncerten på Randers Havn alligevel noget særligt for Mathias.
– Vi kommer jo rigtigt meget rundt i landet og verden for at spille, men jeg synes, der er noget specielt over, at Hendes Majestæt Dronningen besøger Randers Kommune. Jeg er stolt af, at jeg er med til at spille, og at jeg kan repræsentere Randers Kommune i orkesteret, siger han.
Mathias bor i det naturskønne Nørre Ålum med Fussing Sø og Læsten Bakker tæt på.
16 professionelle musikere
Med valdhornsinstrumentet, der bæres som et klassisk posthorn, sender han sammen med orkesteret toner ud på Randers Havn, når Majestæten går i land om formiddagen og senere besøger Tronholmen.
– Vi er et messingorkester, der består af 16 professionelle musikere, og vores opgaver er meget forskellige. Kongehuset er selvfølgelig øverste prioritet, men vi betjener også Forsvaret og det danske folk. Særligt de civile koncerter fylder meget, fortæller Mathias Jensen.
Musikkorpset hører under Flyvevåbnet.
Når Prinsens Musikkorps er færdige på havnen, kører man i grupper videre til i to grupper til henholdsvis Ældrecentret Bakkegården i Randers og Ældrecenter Kildevang i Langå, hvor de skal spille for beboerne, som på den måde får mulighed for at være lidt med i Dronningens besøg.
Skaber den musikalske ramme
Bag musikken gemmer der sig 257 års historie siden grundlæggelsen i 1766, hvor Prinsens Musikkorps har leveret smukke toner og skabt glæde gennem blandt andet festlige sommerkoncerter i hele landet. Og nu, når Dronningen går i land på havnen i Randers, er de med til at skabe den musikalske ramme, der byder Dronningen velkommen.
– Jeg føler mig heldig og privilegeret i mit job, siger Mathias Jensen. Det er også et dejligt sted at arbejde.
Alle er velkomne til at komme og høre Mathias Jensen og musikkorpset spille, når de tager imod Majestæten i Randers den 31. august.
Her spiller Prinsens Musikkorps den 31. august
- Landgang på havnen klokken 10.00
- Ældrecenter Bakkegården klokken 13.00
- Ældrecenter Kildevang klokken 13.00
- Dronningens besøg i Tronholmparken kl. 15.50
Kommentarer