Samfund

“Liv og Leg i Gjerlev” får støtte fra Nordea-fonden

Randers Kommune og lokalsamfundet i Gjerlev har fået 500.000 kr. fra Nordea-fonden til projektet “Liv og leg i Gjerlev”. Gennem projektet bliver der skabt nye mødesteder og udendørs faciliteter ved Aktivitetshuset i Gjerlev.

En større områdefornyelse i Gjerlev er undervejs, og med 500.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens “Her bor vi”-pulje bliver der nu sat gang i projektet “Liv og Leg i Gjerlev”.

– Områdefornyelsen og støtten fra Nordea-fonden vil bidrage til en positiv udvikling for byen. De nye faciliteter kan bruges af alle borgere i Gjerlev og omegn, og dermed får vi skabt nogle gode rammer for fællesskabet. Det er utroligt vigtigt og vil være med til at gøre det attraktivt at bosætte sig i området – også i fremtiden – siger Lars Søgaard, der er formand for landdistriktsudvalget.

“Liv og Leg i Gjerlev” har været på tegnebrættet siden byrådet godkendte den større områdefornyelse i Gjerlev i februar 2020. Og planen er, at projektet bliver sat i gang i 2021.

Lokalbefolkningens egne ønsker
– Vi er glade for at Nordea fonden støtter udviklingen af det lokale fællesskab i vores by. Vi savner et udendørs mødested i byen omkring vores aktivitetshus – særligt for til byens børn og unge. Vi håber også at projektet på den lange bane kan være med til at tiltrække nye børnefamilier til området – siger Erik Rose Andersen, der er formand for Gjerlev Lokalråd.

Ideen til projektet er blevet til i et samarbejde mellem byens borgere og Randers Kommune. Ønsket fra lokalbefolkningen har været, at området omkring aktivitetshuset i fremtiden kan rumme faciliteter, der skaber uformelle mødesteder og understøtter byens kulturelle liv.

Planen er at omdanne området til et nyt bevægelses -og aktivitetsområde, der blandt andet skal indeholde faciliteter til byens børn og unge og gode opholdsmuligheder til uformelle sociale arrangementer.

60 mio. kr. til lokale fællesskaber
Nordea-fondens Her bor vi-pulje er i alt på 60 mio. kr. og uddeles til projekter, som styrker lokale fællesskaber og sammenhængskraften i mindre byer.

– Det syder og bobler ude i de små bysamfund, og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle i Gjerlev ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet – siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter godt liv.

Her bor vi-puljen havde ansøgningsfrist 1. august 2020, og i alt forventes cirka 150 mindre byer med 200-5.000 indbyggere at få støtte fra puljen til aktiviteter og fællesskaber.

Kommentarer