Debat og politik

Liberal Alliance i Randers peger ikke på en borgmesterkandidat

Liberal Alliances Randers’ spidskandidat til kommunalvalget i november, Anders Burlund, vil endnu ikke pege på hvem partiet ser i borgmesterstolen efter næste kommunalvalg.

Politisk indlæg af Anders Burlund, Spidskandidat for Liberal Alliance Randers.

Efter SF i sidste uge meldte ud at Charlotte Broman Mølbæk ser sig selv som borgmesterkandidat, er der nu flere kandidater til borgmesterposten. Det ændrer dog ikke på, at Liberal Alliance på nuværende tidspunkt ikke ønsker at tage stilling til, hvem partiet vil pege på som borgmester.

– For os er det ligegyldigt om borgmesteren hedder Torben, Charlotte eller Claus, da for- og efternavn er af mindre betydning for os. Vi er i stedet optaget af hvilken politik borgmesteren repræsenterer, og om vedkommende vil skabe ordentlige vilkår for borgerne og erhvervslivet i Randers, siger Anders Burlund, Spidskandidat for Liberal Alliance Randers.

Anders Burlund understreger at partiet efter det kommende valg, vil have svært ved at pege på en borgmester der på en række punkter ikke vil imødekomme Liberal Alliance. Erhvervspolitikken er blandt de punkter, hvor den kommende borgmester skal levere, hvis Liberal Alliance skal pege på vedkommende.

– Vi så helst et bredt borgerligt samarbejde, der tog arbejdstøjet på og fik fjernet nogle af de afgifter og vilkår, der gør at virksomhederne og arbejdspladserne går uden om Randers. Men med det sagt, så skylder byrådet i Randers at svare på, hvorfor man endnu ikke har fjernet dækningsafgiften, slutter Anders Burlund.

Liberal Alliance vil ikke pege på en borgmesterkandidat men partiet understreger, at man på ingen måde vil kunne pege på en borgmester fra en af listerne, eller en der vil hæve skatterne i Randers kommune.

Kommentarer