Samfund

Langå Station bliver nu opgraderet til eltog og nye teknologier

Langå Station skal renoveres, så er bedre rustet til fremtidens eltog og nye teknologier. Foto: Randers Kommune.

Togstationen i Langå står overfor en gennemgribende renovering, så stationen er bedre rustet til fremtidens eltog og nye teknologier. Det fortæller Jørn Jacobsen, som er anlægschef i Banedanmark.

Der skal blandt andet anlægges nye perroner og skinner, og så skal hastigheden opgraderes til 160 kilometer i timen.

Det skal gøres, for at stationen kan blive klar til fremtidens eltog, og derfor skal der ske en elektrificering af jernbanen.

– Langå Station er et af de steder i landet, hvor vi stadig styrer trafikken med knapper på en stor pult. Med ombygningen får stationen et markant teknologisk løft, siger Jørn Jacobsen.

Han fortæller, at det vil betyde, at passagererne vil opleve færre forsinkelser, da man med det nye system bedre kan styre trafikken.

Her er planen for opgradering af Langå Station

• Forny og opgradere sporene, hvor hastigheden opgraderes til 160 km/t på en 2 km strækning gennem stationen.

• Bygge to nye ø-perroner efter nedrivning af de eksisterende.

• Rive perrontunnel, værkstedsbygning, perrontage og kommandopost ned.

• Fjerne baldakinen på stationsbygningen, så der kan blive plads til eltogene.

• Forny adgangen til ø-perron 1 fra p-pladsen ved Vinkelvej.

Banedanmark udfører de forberedende arbejder fra marts-juni, hvorefter fornyelsen af spor og perroner foregår hen over sommeren til slutningen af september 2024.

Kilde: Banedanmark.

Kommentarer