Debat og politik

Landdistriktsudvalget skifter formand

Lars Søgaard (V) Randers Kommune, formand (lidt endnu), Landdistriktsudvalget, M. Nielsensvej, Langå

Efter 6 år i spidsen for Landdistriktsudvalget er tiden nu kommet til, at give stafetten videre. Det har været 6 ualmindeligt spændende år, hvor jeg har stået i spidsen for at skabe et udvalg og et forvaltningsområde, ja praktisk talt fra bunden. Randers kommune var pioner på dette område, og var en af de første (og største) kommuner der på denne måde satte politisk fokus på landdistrikterne. Siden hen har mange kommuner fulgt trop, for det giver mening. Ikke mindst i kommuner hvor der er større byer og et stort opland. En sådan kommune er Randers. I Randers Kommune bor der over 30.000 uden for Randers storby, hvilket er mere end hvad der er i de 25 kommuner med færrest indbyggere. Alene af den grund har landdistriktet sin berettigelse.

Jeg har altid følt, at det har været et privilegie, og jeg er stolt af, at give et udvalg med et robust fundament videre.

Jeg synes også, at jeg giver et stærkt udvalg videre; et samarbejdende udvalg der har sat arbejdet, og ikke mindst dialogen, med landdistrikterne i system. Ligesom der gennem årene er sat tilrige tiltag i gang som understøtter udviklingen i landdistriktet.
Vi har i Landdistriktsudvalget flyttet dagsordenen, og sat landdistrikterne på dagsordenen, bogstavelig talt.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle de driftige og dygtige udvalgsmedlemmer jeg gennem tiden som formand har arbejdet sammen med i Landdistriktsudvalget, og i særlig grad; tusind tak til alle de stærke ildsjæle vi har i vores fantastiske landdistrikt. De er i virkeligheden den vigtigste ressource vi har i landdistriktet. Sluttelig vil jeg også rette en kæmpe tak til landdistriktsforvaltningen for deres arbejde. I brænder for jeres arbejde. Det er tydeligt. Det er ingen sag at være formand med jer i ryggen.

Jeg er sikker på at I alle, ligesom jeg, vil tage godt imod den nye formand, og ikke mindst det nye udvalg, der overtager roret pr. 1/1-22. Selvom jeg giver formandsstafetten videre, så slipper jeg heldigvis ikke udvalget, da jeg har været så heldig at fortsætte i udvalget. Vi ses derude.

Kommentarer