Debat og politik

Laksetorvet ud af Laksetorvet

Debatindlæg af Frederik Glerup
Spidskandidat for Alternativet Randers.

Noget, jeg mener er helt essentielt for den gode udvikling af vores samfund, er borgernes engangement og interesse. Det er grundlæggende vigtigt, fordi vi som mennesker bliver nødt til at rykke tættere på hinanden, når der er kræfter, der forsøger at splitte os ad.

Det bør derfor være meget lettere at gøre noget som engageret borger i Randers Kommune. Derfor forslag Alternativet sammen med SF, at borgerne skulle have mulighed for at stille forslag til behandling i byrådssalen. Men det er ikke nok.

Nej, for hvem er det egentligt, der sidder med erfaring og viden på et hav af områder i Kommunen? Er det bureaukraterne, økonomerne og afdelingslederne på Laksetorvet? Eller er det folkeskolelæreren, dagplejepædagogen og hjemmehjælperen? Jeg ved ihvertfald, at hvis vi skulle bygge en helt ny folkeskolestruktur op fra bunden – så vil jeg aller først gå til lærerne.

Det, som Laksetorvet er til for, er, at fjerne sten på vejen for, at alle afdelinger og services i Randers Kommune kan glide smurt. Laksetorvet skal være en innovativ platform for vidensdeling, dialog og samtale. Det er ihvertfald min vision for, hvordan Laksetorvet kan udvikle sig i fremtiden.

Det kræver dog, at der igangsættes initativer, der åbner Laksetorvet op for alle – også helt almindelige mennesker. Det betyder, at vi skal sætte faciliteter og mennesker fri! Hvor spændende kunne det ikke være, hvis gårdhaverne på Laksetorvet bliver omdannet til lokale fælleshaver? Eller at kunstnere i en periode kunne overtage gangene og skabe kunst, kultur og en helt anden dynamik i arbejdsgangen? Hvilket andet forhold ville vi få til de forskellige forvaltninger, hvis de – ihvertfald for nogle måneder – bliver flyttet ud på forskellige institutioner og virksomheder, så de faste rammer bliver brudt?

Jeg tror på, at mennesker er dynamiske væsener, der generelt søger mange forskellige perspektiver for at finde mening. Derfor skal Laksetorvet, som vi kender det idag, ud af Laksetorvet, og så skal en ny (politisk) kultur flytte ind, hvor fællesskab, empati og menneskelighed er i højsædet.

Kommentarer