Læserbrev: Bedre trafiksikkerhed og sikre skoleveje i Kristrup
Af Christian Brøns, gruppeformand for Venstre og Frank Nørgaard, formand for miljø – og teknikudvalget, Dansk Folkeparti.
I sidste byrådsperiode har vores partier, Venstre og Dansk Folkeparti, haft et stort fokus på at etablere sikre skoleveje.
Sikre skoleveje er vigtige i forhold til, at forældre sikkert kan sende deres børn afsted på cykel og gåben – så flere børn fremadrettet kan blive selvtransporterende. I miljø – og teknikudvalget afsatte vi i sidste byrådsperiode midler til sikre skoleveje ved både Vestervangskolen, Kristrup Skole og Søndermarkskolen. Fokus på sikre skoleveje har vi også i denne byrådsperiode.
I længere tid har det været et stort ønske fra forældre og borgere at etablere en mere trafiksikker løsning i krydset ved Clausholmvej og Kristrupvej. Ønsket har været berettiget, da der er flere trafiksikkerhedsmæssige udfordringer i krydset. Dels er der i krydset dårlige oversigtsforhold, samtidigt er der to offentlige skoler og en privat skole i nærheden, hvorfor mange bløde trafikanter har deres færden her.
Derfor glæder vi os også over, at det på byrådsmødet d. 14. januar lykkedes at afsætte midler til et signalanlæg, så trafiksikkerheden bliver forbedret til gavn for de bløde trafikanters færden.
Kommentarer