Linde

Ladies Night i Linde Forsamlingshus den 8. september

Kom og vær med til en hyggelig Pigeaften for kvinder i alle aldre med spisning, information og fremvisning af forskellige produkter i Linde Forsamlingshus, Lindegårdsvej 36, Linde, Spentrup.

Linde Forsamlingshus inviterer til kvindearrangement på torsdag den 8. september. Arrangementet finder sted fra klokken 18:00 til 22:00.  

–Linde er en landsby på godt 200 indbyggere med en kirke, en legeplads og et forsamlingshus.  Vores forsamlingshus er i en stor udvikling og har som noget nyt et særligt arrangement for kvinder, nemlig Ladies Night, fortæller Hanne Hoe, der er kasserer i forsamlingshuset. 

De sociale begivenheder i forsamlingshuset såsom fællesspisning, kulturelle arrangementer, årstidsbestemte oplevelser og banko er med til at binde byen sammen på tværs af alder og kultur. Legepladsens arrangementer bliver også flittigt brugt af alle.

–Derudover oplever vi også, at mange nye borgere flytter til byen, heriblandt mange børnefamilier. Borgere fra de nærliggende byer samt Randers bruger også vores tilbud rigtig meget, siger Hanne Hoe.

Den første Ladies Night

– Alt dette har givet os lyst til at sætte ind med nye tilbud. Ladies Night er det første nye arrangement, og arrangementet er kun for kvinder, fordi snak om lingeri, måltagning, broderier og smykker er nemmere at tage sammen med andre kvinder.

Men mændene har allerede lovet at hjælpe med det praktiske.

– Vi glæder os rigtig meget til at møde piger og kvinder i alle aldre til Ladies Night, slutter Hanne Hoe.

På Facebook-siden Ladies Night i Linde Forsamlingshuset kan interesserede se programmet, der blandt andet indebærer fælledsspisning, fremvisning af Aloe Vera produkter, smykker og lingeri samt lodtrækning til flere præmier.

 

Kommentarer