Debat og politik

“Lad os sammen gøre en forskel” – borgmesterens nytårshilsen

Borgmester Torben Hansen. Foto: Randers Kommune

Af  Torben Hansen. Borgmester (S) i Randers Kommune

Da jeg sidste år skrev en nytårshilsen her, stod vi midt i en tid med endnu en coronavariant og en opfordring til kun at være få sammen. Blot få måneder inde i 2022 bankede krigens ondskab på i Ukraine, og så fulgte energikrisen. Og selvom vi kan glæde os over, at corona ikke længere holder os adskilt, ja så ser vi bekymret på stigende priser, og mange er klemt økonomisk. Verden er faktisk i løbet af kort tid blevet fundamentalt forandret. 2022 kan føles som et rent kriseår. Men det var også et år med mange positive takter.

Vi viste, at vi i fællesskab forstår at handle. Hurtigt. Stor tak til de mange engagerede og dedikerede mennesker, der gjorde en kæmpe indsats for at tage god imod ukrainske flygtninge. På tværs af kommune, erhvervsliv og civilsamfund fandt vi løsninger. Tak. Også stor tak til de mange, der hver eneste dag gør en forskel for andre her midt i en svær tid.  

2022 bragte vækst, højere beskæftigelse, og starten på de første etaper i det enorme byudviklingsprojekt, Flodbyen Randers. Flere end forventet flytter hertil, og vi nærmer os i hast 100.000 indbyggere. Vores boligmarked er attraktivt, her er gode jobs, mangfoldig natur tæt på, stærke kulturtilbud og ikke mindst vores fællesskab. 

Det er også et klart lyspunkt, at klimaets tilstand i 2022 rykkede i top på den politiske dagsorden både på landsplan og her i kommunen. Konkret har Randers Byråd lavet en fælles vision. Vi vil være blandt de bedste kommuner at bo, vokse op, arbejde og drive virksomhed i. Det vil vi opnå med afsæt i det, der gør Randers og vores mange lokalsamfund til noget helt særligt: Vores stærke fællesskaber, vores natur og vores historie. Og ikke mindst vil vi gøre det bæredygtigt. Vi er dedikerede til FNs Verdensmål for en bæredygtig udvikling. Vi skal aflevere en verden til næste generation, der mindst er lige så god, som den vi selv har oplevet.

Konkret har vi taget mange skridt mod en mere bæredygtig fremtid. Nøjsomhed og klimaaftryk er nu i fokus, når der købes ind i kommunen. De første klimaskove, der skal opsuge CO2 og bidrage til naturens mangfoldighed blev plantet i 2022, og flere kommer til. Vi har sat os for, at vi vil være blandt de bedste til at forebygge, genanvende og genbruge affald. 

2023 vil byde på udfordringer. Med fælles vilje og ved at mødes i kompromiser, kan vi finde løsninger. Sammen skal vi værne om vores evne til at stå sammen. Vores sammenhængskraft. Vi skal værne om vores svageste og om vores vilje til at handle for det fælles bedste. Allerede den 4. februar er Randers vært for Danmarks Indsamling til fordel for verdens sårbare børn. Mange er allerede involveret, flere kommer til og jeg håber, at hver især vil bidrage til Danmarksindsamlingen. Lad os sammen gøre en forskel. 

Rigtig godt nytår til jer alle.

Kommentarer