Kultur

Ellertudstilling: Snart triller det ikoniske køretøj for sidste gang

Kig nærmere på alle tiders ellerter, når der den 3. oktober er omvisning i ellertudstillingen 'Ellert – elektriske drømme'. Omvisningen er den sidste, før udstillingen pakkes ned, og ellerterne sender tilbage til deres ejermænd i ind- og udland. Foto: Museum Østjylland.

Alt godt har en ende. Snart kører også fortællingen om det lille eldrevne køretøj, ellerten, ud på historiens lange landeveje. Museum Østjyllands særudstilling Ellert – elektriske drømme lukker og slukker nemlig, når efterårsferien rinder ud.

Men inden da kan man for sidste gang i en omvisning opleve udstillingsarkitekt og medtilrettelægger af udstillingen, Jakob Beck Purup, fortælle om ellerten som innovativt køretøj, der var godt på vej til at revolutionere bilbranchen og placere Randers midt på verdens elbils-landkort.

Det sker lørdag den 3. oktober klokken 13 til 15 på Museum Østjylland, Kulturhuset, Stemannsgade 2 i Randers.

Efter omvisningen vil der være en uformel snak i udstillingen, hvor også Ellertforeningens formand er mødt op.

Arrangementet er gratis og inkluderer kaffe og te, men man skal huske at tilmelde sig på museumoj.dk

Få den fantastiske fortælling om ellertens storhed og fald på den sidste omvisning i ellertudstillingen 3. oktober, hvor udstillingsarkitekt Jakob Beck Purup viser rundt og fortæller. Da ellert nr. 1.000 rullede af samlebåndet, fik ellertfabrikken El-Trans overrakt motorjournalisternes ærespris. Fra venstre ses motorjournalist fra Berlingske Tidende, Poul Møller, idémand og ingeniør, Steen V. Jensen, samt bestyrelsesformand i El-Trans, Niels Kurup. Foto: Kaj Grosen.

En fantastisk fortælling

Det er i anledning af ellertens 40-års jubilæum, at Museum Østjylland med særudstillingen og en række arrangementer i halvandet år har sat spotlyset på ellerten.

– Det har været et privilegium at dykke ned i den fantastiske fortælling om ellerten. Det er derfor med både stolthed og en smule vemod, at vi efter efterårsferien lukker udstillingen ned, siger Jakob Beck Purup, der er idémand bag museets særudstilling om det ikoniske køretøj.

– Udstillingen ‘Ellert – elektriske drømme’ har dannet ramme om et hav af omvisninger og arrangementer. Den førte blandt andet gamle kolleger og samarbejdspartnere sammen efter 40 års adskillelse, da vi inviterede alle fra årene på El-Trans ind på museet til et kærligt gensyn. Ellerten og menneskene bag er med udstillingen blevet hyldet og anerkendt for deres fremsynethed og innovation, fortæller Jakob Beck Purup.

15 ellerter fra ind- og udland

I omvisningen den 3. oktober fortæller Jakob Beck Purup for sidste gang om det lille, batteridrevne køretøj fra Randers, som kørte ind i danskernes bevidsthed. Ellerten var udtænkt som et miljøvenligt køretøj, der skulle dække borgeres behov for transport i deres nærområde.

Ideen var god, og nyheden om ellerten vakte opmærksomhed i både ind- og udland. Det lignede begyndelsen på et randrusiansk industrieventyr.

– Vi danskere kan jo ikke prale af at være en stor bilnation, men med ellerten blomstrede drømmen om at komme på bil-verdenskortet pludselig i Randers, fortæller Jakob Beck Purup.

Efter omvisning inviteres alle til hygge og uformel snak i Ellert – elektriske drømme, hvor også Ellertforeningens formand, Richard Dam Laursen, og andre ellert-entusiaster er til stede.

Museum Østjylland har til udstillingen lånt ellerter fra ellertejere rundt om i Danmark og Tyskland. Derfor er søndag den 18. oktober sidste chance for at se de 15 ikoniske ellerter samlet på ét sted. Omvisningen i udstillingen ved udstillingsarkitekt Jakob Beck Purup løber af stablen lørdag den 3. oktober. Foto: Kaj Grosen.

Mod nye horisonter – hvad sker der nu?

De 15 ellerter, som har fyldt godt i særudstillingen de sidste mange måneder, er indlån til museet og særudstillingen. Efter sidste udstillingsdag søndag den 18. oktober skal alle ellerter derfor ud på kortere eller længere hjemrejser, når de returneres til deres ejere og til lader og garager. Museet har lånt ellerter fra både München, private danske samlere og Sommer’s Automobile Museum i Nærum.

– Ellerterne spredes igen for alle vinde, så søndag den 18. oktober er sidste chance for at se de unikke ellerter samlet og udstillet, understreger udstillingsarkitekten, der glæder sig til at præsentere udstillingen for sidste gang på omvisningen den 3. oktober. 

30.000 kroner til amerikansk ellert

Ellertens fantastiske historie er før, nu og fremover i kyndige hænderne hos Ellertforeningen, som i disse dage kan glæde sig over at have modtaget en donation på 30.000 kroner. Pengene skal gå til at hjemtage en ellert, der blev bygget til det amerikanske marked.

– Ellerten står nu i USA, men den bliver udstillet på Museum Østjylland, når den engang har krydset Atlanten. Så hold øje med museets hjemmeside og Facebook, opfordrer Jakob Beck Purup.

Når særudstillingsområdet genåbner lørdag den 14. november, er det med årets juleudstilling Det legende juleunivers. 

Kommentarer