Gjerlev

Kvinden bag hundevanrøgt i Gjerlev er død

Randers Netavis startede for snart to år siden en artikelserie om det, der senere blev kendt som “hvalpefabrikken” i Gjerlev nord for Randers. Som det første medie kunne vi bringe historien om at 27 hunde, som levede under kummerlige forhold i en nedslidt bygning, var blevet reddet ud af Dyrenes Beskyttelse.

Et par dage senere tog sagen en dramatisk udvikling, da der i en anden bygning på grunden blev fundet endnu en hvalpefabrik, og at tallet herved steg til over 60 vanrøgtede eller døde hunde.

En 71-årig kvinde, som boede på ejendommen blev senere sigtet og da sagen kom for retten blev hun idømt ét års fængsel. Domen blev dog gjort betinget, og kvinden skulle således ikke afsone straffen. Ud over fængselsstraffen blev kvinden frakendt retten til at have med dyr at gøre i 10 år.

Nu er det kommet frem, at den 71-årige kvinde er død.

Kommunikationskonsulent hos Østjyllands Politi Janni Lundager meddeler, at kvinden blev fundet død i sit hjem torsdag den 20. december, og oplyser, at der intet mistænkeligt er ved dødsfaldet.

 

Kommentarer