Randers By

Kvindelig spritbilist påkørte 29-årig

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 en 58-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Randers. Hun sigtes for spritkørsel og for straffelovens §249 ved under særligt skærpende omstændigheder at have forårsaget alvorlige skader på en 29-årig mandlig motorcyklist, som hun onsdag aften kørte frontalt ind i ved en trafikulykke i Ørum Djurs.

Ulykken skete kl. 20.22 i en kurve på Stenvadsvej, hvor den 58-årige kvindelige bilist ramte ind i den 29-årige, som kom kørende i den modsatte retning. Den 29-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor han er indlagt i kritisk tilstand.

En alkometertest foretaget på stedet viste, at den 58-årige kvinde havde en promille over det tilladte, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. Hun fik efterfølgende udtaget en blodprøve, der skal fastslå hendes promille.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at den kvindelige bilist var kommet for langt over i den modsatte kørebane. En bilinspektør foretog undersøgelser på ulykkesstedet og skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder.

De pårørende til den 29-årige mand er underrettet.

Kommentarer