Randers By

Kunst til Fremtidens Plejehjem

En himmelblå frise – et blåt univers. Sådan starter kunstneren Inge Dahl sin beskrivelse af det maleri, der netop er overdraget til Fremtidens Plejehjem. Maleriet ”Skywalkers” er det første kunstværk, der er anskaffet til at udsmykke det byggeri, som kommunens ældre borgere kan flytte ind i fra d. 1. december 2017.

Som et slags kunstnerisk første spadestik blev maleriet Skywalkers det første fysiske udtryk for Fremtidens Plejehjem, som efter planen står færdigt om knap halvandet år. Maleriet pryder nu indgangshallen på Gudenåcenteret, som er et af de plejecentre, der flytter lokaler til Fremtidens Plejehjem.

– Dette kunstværk bliver det første af flere, der i fremtiden skal skabe atmosfære i det nye plejecenter. Vi har gjort det samme på Randers Sundhedscenter, hvor vi også lagde ud med et maleri fra Inge Dahl, og resultatet er et miljø, hvor man befinder sig godt, siger Leif Gade, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Randers Kommune.

– Det er vigtigt, at vi får indrettet Fremtidens Plejehjem både funktionelt og smukt. Det betyder noget for arbejdsmiljøet, at der er omtanke bag indretning og udsmykning,” siger Erik Mouritsen, direktør for Sundhed, Kultur og Omsorg i Randers Kommune.

Fremtidens Plejehjem er på mange områder et innovativt byggeri, der er skabt med input fra borgerne i Randers Kommune. Resultatet bliver et anderledes og spændende plejecenter, som blandt andet skal indeholde en kulturcafé, som kan danne ramme om foredrag, musik og andre arrangementer for beboerne. Der bliver også opført et børnehus på grunden samt udendørs faciliteter for områdets beboere.

Skywalkers

Digt til maleriet af Inge Dahl

En himmelblå frise

et blåt univers.

Hvem tillader sig at stjæle af blå planets horisont?

Fylde himlem med osteskive lignende kvadrater.

Skære i solskiven.

Svævende på grøn bølge

den lille prins eller blond afrikaner?

Dame i rød kjole

susende i fart

mod velklædt skygænger.

Fritsvævende indvider

i kaos og orden.

Balance og farven insisterende.

Vi er alene

bag lystige og lette strøg.

Kommentarer